265 / 426
250
Kommunitetet ogRegentsen.
klærede, at Aarsagen til den paaankede Brøde var den, at
de Alle »ansaae
e x e r c itia
paa Kommunitetet for en Tids
spilde saavel for Dekanerne som for Alumnerne, hvorfor
de og maatte begjære, at det maatte være dem tilladt at
gjøre med forenede Kræfter et Forslag til Øvelsernes For
bedring«1). Det er imidlertid ikke engang fornødent at tye
til Raab fra den datidige litterære Oppositions Leir eller til
Udsagn af saa villige Vidner som Klosterdekanerne. Større
Vægt tør der vel tillægges en Yttring af Professor Rottbøll
— en Mand, der selv i sin Tid havde været anseet for
vort Universitets maaskee største dialektiske Fægtemester,
og som, dengang Ordene faldt, allerede længe havde sid
det paa det konservative Konsistoriums Bænke. I en la
tinsk Tale, som han holdt ved Universitetsfesten i Anled
ning af Christian VII.s Fødselsdag 1777, gav han følgende
Charakteristik af Kommunitetets Disputereøvelser. »Hine
Øvelser — saaledes kunne omtrent hans Ord gjengives —
ere i Tidernes Løb udartede til et snakkesaligt Ordgyderi
og til et høirøstet Kjævieri om Pavens Skjæg, saaledes at
den hele Institution snarere synes at føre til en anmas
sende og kaad Trættesyge end til en fornuftig Iver efter
at komme paa Spor efter Sandheden. Man kan ikke uden
Harme være Vidne til, hvorledes disse Narrekampe bidrage
til at vække og nære Ungdommens Uforskammethed istedet-
for at tjene til at udvide dens Kundskaber«2).
1) Theol. Fak. Kopibog VI. S. 1122.
2) Baden Univ.-Journal I. S. 62.