263 / 426
248
Kommunitetet ogRegentsen.
lertid saa langt fra, at man hertillands tænkte paa nogen
Reform i saa Henseende, at man meget mere endnu længe,
efterat man ved Europas første Universiteter var kommen
til en Erkjendelse af det Uberettigede i den Forgudelse,
der forhen ogsaa ved disse var dreven med Disputations-
væsenet, synes at have betragtet Institutionen i den Skik
kelse, den nu engang havde, som en uundværlig Grundpille
for det akademiske Liv. Holberg stod heri Landet vistnok
endnu ganske ene med den Anskuelse, at Disputatser
»mere tjene til Ornament og Zirat end til Beviis paa Ens
Lærdom«, efterdi som oftest »de allerulærdeste Mænd, som
fast ikke vide Andet end
m eth p d um d is p u ta n d i
og kan tale
nogenledes Latin, komme bedst d erfra«1) — og han for-
maaede under alle Omstændigheder ikke at modvirke sine
Samtidiges Overvurdering af Institutionen, der tilsidst maatte
føre til, at denne fuldstændig udartede og undergravede sig
selv. Det var imidlertid ikke alene som Led i det alminde
lige akademiske Disputationsvæsen, saaledes som det dre
ves ved Kjøbenhavns Universitet, at Klosterdisputationen
tilsidst tog en saadan Retning, at de fordærvelige Følger,
den drog efter sig, utvivlsomt langt overgik den Nytte, som
den nogensinde havde stiftet.
Til den skjæve Udvikling,
som den tog, laa Spiren nemlig ogsaa særlig i den alle
rede tidligere paapegede Omstændighed, at man som Grund
lag for Bordøvelserne Aar ud og Aar ind benyttede de
samme forældede Ilaandbøger. Denne Omstændighed maatte
naturligen føre til, a t, hvad der oprindelig ikkun skulde
være et Middel, tilsidst betragtedes som Formaalet, at Stof
fet, der behandledes, blev af en forsvindende Betydning i
Modsætning til Behandiingsmaaden.
Dette virkede atter
') Danm. og Norges Beskriv. S. 187.