268 / 426
Andet Tidsrum. 172S—1777. VII.
253
tøilesløse Tilbøieligheder, af hvilke det 17de Aarliundrede
endnu saae Yttringer, der dannede Særkjendet for den
Periode i vort Lands Historie, vi h er have for Øie. Ikke
alene havde den stigende Kultur i det Hele gjort Sit til
Sædernes Forbedring, men den i Folkets Liv saa dybt ind
gribende Enevælde havde ogsaa særlig paavirket det i den
Retning, at det overhovedet nu var mere tamt og spag
færdigt end forhen. Hertil kom, saalænge Christian VI
sad paa Th rone n, endnu den religiøse Terrorisme, der
tvang Nationen til at vende Verden og dens Glæder, de
gode med de onde , Ryggen og hengive sig til en kun
altfor ofte freinhyklet Fromhed i Tale og Gjerning.
Det
var derfor Spidsborgerligheden og tildeels Bigotteriet, ikke
Raaheden, der i denne Tidsalder dannede det mest frem
trædende Træk ved Nationen. I saa Henseende viste Stu
denterne sig ogsaa at være lidsaldrens Børn. den almin
delige Borneerthed iklædte sig hos dem ikkun en anden
Form ; hvad der hos de Andre var Spidsborgerlighed, frem-
traadte hos dem nærmest som P e d a n t e r i , to Sider af
en og samme aandelige Retning. Det er derfor, selv med
den Fremgang til det Bedre, vi nys antydede, et Spørgs-
maal, der turde blive vanskeligt at besvare, om Billedet af
det-. Liv, der i Størstedelen af denne Periode rørte sig bos
Kommunitets- og Regents-Alumnerne som hos Studenterne
overhovedet, i det Hele frembyder flere Lyssider end det,
vi ovenfor udkastede af det 17de Aarhundredes akademiske
Ungdom. Fra Holbergs udødelige Mesterværker kjende vi
Alle Spidsborgerne fra den første Ilalvdeel af det lbde
Aarliundrede, og turde han end ikke røre ved lartuffeine,
stændig Berøvelse af Universitetets Beneficier og to Aais Rel(.a a
tion.