261 / 426
246
Kommunitetet ogRegentsen.
staderede Forfattere skreve Latin, og de F aa, der ikke
lode haant om at benytte Modersmaalet, i Reglen skreve
et Sprog, der hverken kunde kaldes Dansk eller Latin,
men i Virkeligheden var en broget og smagløs Mosaik af
begge — saa maa det paa den anden Side erindres, at
netop Nødvendigheden af med Hurtighed og Lethed mundtlig
at udtrykke sig i det latinske Sprog førte til, at heller
ikke dette Sprog i Almindelighed benyttedes i nogen reen
eller klassisk Form. Holberg selv glemmer ikke i samme
Aandedræt, i hvilket han roser Klosterstudenterne for deres
Færdighed i Latinen, at tilføie, »at det hænder sig jo ofte,
at Mange derover faae en
lia b itu d e
til at tale lidet akkurat,
hvilken de siden neppe kan vænnes fra igjen«, og at det
kommer heraf, »at mange af Studenterne selv gjøre For-
skjel paa god Latin og brugelig Klosterlatin«.
Og fattes
der end ikke Exempler paa Forfattere, der selv til en Tid,
da det hele videnskabelige Liv her i Landet var i Dalen,
endnu kunde rivalisere med de gamle Sprogmeslere i en
ædel og klassisk Latin, saa afgive Datidens lærde Værker
dog kun altfor mange Vidnesbyrd om , at »Klosterlatinen«
ikke alene havde hjemme i Kommunitetets Spisesal, og at
Smagløsheden i det skriftlige Udtryk kunde være ligesaa
stor hos de Forfattere, der benyttede det latinske Sprog,
som hos dem, der skreve et saakaldet dansk.
Næst Lethed i Latinens Brug maatte selvfølgelig den
daglige Øvelse i at disputere medføre en ikke ringe d i a
l e k t i s k F æ r d i g h e d . Det sees ogsaa, at medens Frem
mede lode vort Universitet høre ilde, fordi det i lange Ti
der fast udelukkende syntes at være stiftet for Theologiens
Studium, maatte de indrømme de kjøbenhavnske Studenter
ikke alene, atde vare store Latinere, men ogsaa, at de
vare Mestere i den dialektiske Fægtekunst.
Naar danske