335 / 426
320
Kommunitetet og Regentsen.
stuen. Høiere staaende Familier saae med sure Miner til
de luslidte Studenter, der skulde bortbære deres Afdøde,
og uddeelte for at bøde paa deres tarvelige Udstyrelse
Handsker til dem ligesom til Tjenerskabet. Det var der
for intet Under, at Regentsianerne isoleredes fra de øvrige
Studenter, og at disse ofte med en vis Ringeagt saae ned
paa dem. Ligbæringen var imidlertid ikke det Eneste, der
bidrog til at isolere Regentsianerne: der var Momenter i
den Lovgivning, de vare underkastede, som ikke mindre
indvirkede paa deres sociale Stilling og derhos endog paa
trykte deres videnskabelige Liv et særeget Præg. At man
ved Reformen af Klosterøvelserne vel tildeels kastede Di-
sputationsvæsenet overbord, men paa den anden Side
lænkebandt den frie Dyrkelse af Videnskaberne ved et
skolemæssigt Lektielæreri, have vi allerede antydet. Hertil
kom, at man af den tidligere Ordning beholdt hele det
sammensatte Apparat, der gik ud paaat holde Alumnerne
under et stadigt T i l s y n og lade dem føle Skoletvan
gen endogsaa udenfor deTimer, der tilbragtes paaKloster
salens Bænke. I Modsætning til de øvrige Studenter, som
nu ikke følte noget Tryk af den almindelige akademiske
Disciplin, kom der herved til at hvile en Uselvstændiglied
over Regentsens Beboere, som hæmmede Udviklingen af
det freidige Liv, der rørte sig mellem hine. Tilsynet til
stedede ikke, at der indenfor Gaardens egne Grændser
kunde tænkes nogen Sammenkomst om Bollen, der hos
Tidsalderen nu engang betingede den meddeelsomme Stem-
ning, og en stor Deel af Alumnerne, der hørte hjemme i
Provindserne, manglede Adgang til den Adspredelse, som
kunde hentes i Familiekredse. For at faae Bogstøvet ry
stet af sig maatte de derfor søge langt fra Arnen, og man
samledes saaledes stundom med nogle Venner paa et eller