337 / 426
322
Kommunitetet og Regentsen.
»Vor Tids Levemaade — erklærede de— fører det med sig, at
Selskaber i mange Huse, hvor Studenterne have eller kunne
faae Adgang, sjelden ophøre før denne Tid, og tvungent
er det dog og for en Student upasseligt at bryde Selska
bet først«*). Provst Gamborg meente vel i sin Erklæring,
at en Student, sin Ære uforkrænket, hemmelig kunde for
lade et Selskab uden just at behøve at bryde det eller
minde de andre Gjæster om at gaae hjem, men tilraadede
ikke desmindre, at Begjæringen maatte blive opfyldt2), og
dette skete da ogsaa.
Mellem Kommunitetets og Regentsens Alumner var
der iøvrigt ligesaalidt som mellem de andre Studenter
endnu Tale om noget egentligt, Alle omfattende Fællesliv.
Men medens det udvortes Samm en hold, der forhen be
tegnede den akademiske Ungdom i det Hele, nu da For
holdene vare forandrede og den ikke længer isolerede sig
fra den øvrige Befolkning, havde tabt i Styrke, vedlige
holdtes det derimod for hines Vedkommende uforandret,
saalænge Klosterøvelserne bestode og den daglige Sam
væren ved disse affødte et gjensidig personligt Bekjendt-
skab. Alumnerne, navnlig paa Regentsen, kom herved og
paa Grund af de allerede forhen anførte Momenter til at
staae som en mere afsluttet Korporation i Modsætning til
de øvrige Studenter. Deres Sammenhold var imidlertid
ingenlunde al en saa exklusiv Natur, at de over det engere
Samfund glemte det videre; tvertimod boede Ideen om et
almindeligt, den hele studerende Ungdom omfattende Bro
derskab, om end maaskee kun halv bevidst, snarere inden
for end udenfor Regentsens Mure, og Gaardens Sønner
vare de første til at træde op som Handlende, naar de
Nyerup a. St. S. 85.
2) Smstds S. 89.