KommunitetetOgRegentsen

Kommunitetet og Regentsen.

ethvert afsluttet Samfund, og af hvilke enkelte Levninger

have holdt sig næsten lige ned indtil vore Dage, t. Ex. i nye

Skoledisciples Daab. Grunden til dette Savn er imidlertid

vel den, at man har fundet, at de nye Alumner ved deres

kort i Forveien foregaaede Deposits havde gjennemgaaet

en tilstrækkelig Indvielses-Skjærsild 1).

Den Handling, ved hvilken de Unge optoges i de akademiske Bor

geres Tal, den saakaldte

depositio

(underforstaaet

comuum

d: Af

læggelse af Hornene), var allerede tidlig ved de tydske Universiteter

forbunden med en Række burleske Skikke, som fra forst af vist

nok have udviklet sig blandt Studenterne selv, uden at deres

Foresatte have havt Noget dermed at bestille, og som fra Tydsk-

land udbredte sig til Norden. Medens en udtømmende Behandling

af disse Skikke ikke hører hjemme i nærværende Skrift, turde et

Par Ord om , hvorledes det gik til med Depositsen ved vort Uni

versitet, dog for mange Læsere ikke være paa urette Plads her.

I den kjøbenhavnske Høiskoles ældste Fundats af 1479 er der ikke

Tale om slige særegne Indvielses-Ceremonier; men efter Christian

III.s Ordinants skulde de holdes i Hævd, »for at de Unge kunde

lære, hvor stor Forskjel der er mellem en Lægmand og en stu

deret Person, og vænnes til at taale den Uret og Utaknemmelighed,

som lærde og dygtige Mænd ofte maae lide for deres Velgjer-

ninger og vise Raad«; dog tilføies der, maa det gaae lidt mere

ærbart og sømmeligt til ved disse latterlige Optøier, navnlig saa-

ledes at der ikke drives Gjæk med Kirkens hellige Ceremonier.

Efterat den vordende Student (

depositums

, hvoraf det moderne

Studentersprogs »Rus« udledes) havde overstaaet det sædvanlige

Bryderi, skulde han efter Ordinantsen fremstilles for en Magister

(senere altid Dekanus ved det phil. Fak., see Bircherods Dgb.

S. 100 o. fl. St.), som efter at have overhort ham i hans Christen-

dom og de almindelige Skolekundskaber — Spiren til den se

nere

examen artium

— nævnet ham de Videnskaber, han nu

skulde d^rke, og taget Løfte af ham om Lydighed mod Universi

tetets Love, gav ham Salt i Munden som et Sindbillede paa Viis-

dom og øste Viin eller Vand over hans Hoved, Symbolet paa

Glæden. Naar han ved denne Ceremoni var bleven optagen blandt

Universitetets Studenter, skulde han gaae bort, klæde sig om i

renere Klæder og derpaa vende tilbage for at takke Magisteren og

de øvrige Tilstedeværende. Ligesom Universitets-Ordinantsen føv-

rigt undlader nærmere at omtale Beskaffenheden af de antydede

Plager og Bryderier, saaledes savnes der overhovedet for vort Uni-