113 / 392
Statholderens Forretninger.
105
dorf paa Vore Vegne i alle Maader hørige og lydige, ligesom
Vi selv vare der personligen tilstede“ . Han skulde straffe
de ulydige, og ingen anden end han maatte tage Kongens
Skibsfolk i Tjeneste, ligesom han igen maatte forløve dem,
naar det syntes ham godt at være.1)
Efter Kristoffer Valkendorfs Tid ophørte sikkert aldeles
Statholderens Tilsyn med Flaaden og Bremerholm. Det var
Rigens Hovmester, hvem dette paahvilede, og Forholdet blev
i saa Henseende dette, at, idet der efter Valkendorfs Tid,
med Undtagelse af Aarene 1618— 27, stadig var enten en
Statholder eller en Rigens Hovmester, til hvilken sidste Post
altid Statholderen blev foi-fremmet, var det kun i Egenskab
af Rigens Hovmester, at han havde Overbefalingen over
Flaadevæsenet, medens han som Statholder intet havde
dermed at gøre.
I Kristian III’s Tid var de 2 Embeder derimod bestemt
adskilte, idet Eske Bille, uagtet han var Hovmester, dog fik
særlig Beskikkelse som Statholder. Derimod tiltog Embedet
i andre Retninger sikkert i Betydning, idet der ikke var
afstukket nogen Begrænsning for dets Omraade. I Kristian IV’s
Tid hørte Tøjhuset under Statholderen, naar der ikke var
nogen Rigshovmester. I den ældre Tid var Tøjhuset for
modenlig umiddelbart underlagt Kongen og blev altsaa kun i
hans Fraværelse bestyret af Statholderen.2) Under Frands
Rantzau var Statholderen nærved at blive betragtet som
Vicekonge, og Udlændinge kaldte ham Statholder i Dan
mark. I det hele er Baron Courmesvins ovenfor nævnte
Opfattelse vistnok den rette, at det var Rigens Hovmesters
Forretninger, som Statholderen udførte, men med et mindre
betegnende Navn. Det var denne Udvidelse af Statholder-
embedet, som Kongen vilde have indskrænket ved Korfits
Ulfeldts Ansættelse, hvilket formodenlig ogsaa skede. Der
*) C. P. Rothe: C. Valkendorfs Liv og Levned S. 37— 38.
2) O. Blom: Christian IV ’ s Artilleri S. 15— 17.