54 / 99
aabne Fordvogn. Efter i nogen Tid at have parlamenteret med Værten,
meddelte Ah Yim mig, at der fandtes en Missionsstation i Byen. Vi tog
straks derhen og blev godt modtaget.
Det viste sig at være et gammelt, amerikansk Ægtepar, der havde slaaet sig
ned i Byen for at udøve Missionsgerning for en Menneskealder siden. De
havde bygget en lille Kirke eller snarere et Kapel, hvor de samlede deres
Menighed. Den bestod for største Delen af de allerfattigste. Nogen større
Tilslutning havde de ikke haft, men ud over Missionsgerningen udførte de
et meget opofrende Arbejde, idet de opfostrede blinde og vanskabte Børn,
som var blevet efterladt nyfødte paa Gader og Affaldspladser for at dø som
værende uegnede til dette Livs Besværligheder, eller vel nærmere, fordi
Forældrene ikke ønskede disse Børn, der kun vilde være til Byrde for dem.
Det havde været Formaalet med vor Rejse at søge Kontakt med den Op
køber, vi havde i Kwaiyuen, og næste Dag fandt vi efter lang Søgen frem
til hans Bopæl. Den laa et godt Stykke uden for Byen.
Da vi endelig kom derud, havde vi Vanskelighed med Sproget; der var
ingen, som forstod Cantonesisk, og vi forstod ikke den lokale Dialekt. Vi
maatte tage tilbage til Byen og finde en Tolk, der forstod begge Dialekter,
og da det endelig lykkedes at finde en Person, som kunde anvendes, saa blev
Fremgangsmaaden den, at jeg paa Engelsk instruerede Ah Yim om, hvad der
skulde siges, paa Cantonesisk gav han min Besked videre til Tolken, der paa
den lokale Dialekt igen forklarede, hvad det var, vi ønskede, og i modsat
Rækkefølge gentoges Proceduren, naar jeg skulde have mit Svar. Det var