447 / 469
4 3 3
saa gæ ld er d et om a t faa d et ta g e t m ed som B agg rund for og
D riv k ra ft i K irk esag en s A rbejde. Vi vil derfor, om end ufuld
s tæ n d ig t og i F ø lelsen af, hvor m eg et vi selv h e r træ n g e r til
V irk eligh ed , K raft og K larh ed , tale med h in an d en om A andens
V irk en i den enk elte tro en d e, i M enigheden og overfor dem
udenfor.
I den enkelte troende.
H ele den tro en d e s K risten liv er k u n m uligt ved den hellige
A and. F ø rs t ved A anden bliver K ristendomm en en in d re V irk e
ligh ed i os.
Ofte k a n A anden læ nge h ave v irk e t i os, uden
a t vi er h ievn e os d et bev id st. S elv e d et at blive tro end e er
jo en A an d en s G erning. Som L u th e r sig er: „Jeg tro r, a t je g
ik k e a f egen F o rn u ft eller K raft k an tro p aa Je su s K ristu s min
H e rre eller komm e til ham , m en den hellige A and h ar k ald et
m ig ved E v a n g e lie t.“ A anden er T alsm an d en , som i v o rt H jæ rte
ta le r G uds S ag og ov erb ev iser os om , a t G uds O rd er S andhed.
Og d er k a n væ re G læde og B erig else i a t opdage, a t ingen kan
k a ld e Je s u s H e rre ud en ved den hellige A and, og at hvis je g
a lts a a i S a n d h ed k an k ald e ham H e rre , sa a h a r jo A anden b e
g y n d t sin G ern ing i m ig. O gsaa un d er H elliggø relsesliv et, ja
m aa sk e endnu m ere der, er d et en S tø tte a t have dog nogen
K larh ed over A and en s V irken. Jeg vil næ vne en Ræ kke T ing,
som h e r er af V igtighed.
F ø rst a t tro, a t d et v irk elig er
Guds
A and, som sk al ud
re tte vor H elliggørelse. D et er a ltsa a ikke os selv, m en v irk e
lig K raften fra d et høje. D et er tid t, netop n a a r vi h a r p røv et
p aa egen H a a n d og m æ rk er, a t vi sta d ig løber P an d en mod
M uren og ik k e k a n komm e af S ted et, d a a a b n e r der sig en
S p ræ k k e i M uren, efterh aan d en en hel P o rt, en A dgang til et
n y t L an d , h v o r d er ingen G ræ n ser er for, hvad vi kan naa,
G ud s R ige.
D et er vel i R eglen gennem Bønnen, denne P o rt
a a b n e r sig til d et R ige, som er R etfæ rdighed, F red og G læde i
den hellige A and , det, som ikke b e sta a r i O rd, men i K raft.
D e rnæ stm aa betones, a t d e t e r G uds
Aand,
som v irk er i
os.
D et er ikke en T v ang , d er øves mod os, m en vor P e rso n
lighed om d ann es, genfødes og genn em strøm m es af K raft fra ham ,
som selv er A and, og hvem m an bør tilb ed e i A and og Sandhed.
V ik a n ikk e tvinge
h an s A and, men vi kan aab n e P ladsen or
den i T ro .
T ro en er netop U d tryk for det personlige G uds