S_Forskønnelsen

følelsesmæssigt i Skandinavers Glæde over at

træffe hinanden udenlands og fole sig som en En

hed i Modsætning til alle andre og — praktisk og

faktisk — paa alle Dagligdagens Omraader: naar

Politikere og Ju rister soger at ensarte de tre Lan

des Love, naar Sprogforskere kæmper for at

nærme Sprogene til hinanden eller dog at hindre

dem i at fjerne sig fra hinanden, naar skandina

viske Ingeniører slutter sig sammen om Kæmpe

arbejder i det fremmede, naar skandinaviske Stu

denter spiller Komedie for hinanden, naar No r

den samles i fælles Sportsunioner o. s. v. o. s. v.

Mon ikke de Monumenter, som Tiden saaledes

sætter sig selv uden Tanke paa I lojde, Takker og

Tinder, er af betydelig storre Værdi end dem, Men

neskene bevidst bygger op af Sten, Cement, Jern

og smukke O rd ? Hvad om man f. Eks. byggede

et Dronning Margrethe-Institut ved Goteborg eller

omkring Frederikshald i Norge som fælles Sprog-,

Sæd- og Skik-Hojskole for de tre skandinaviske

Folk, hvis Ungdom blandet sammen her paa kor

tere eller længere Kursus kunde lære hinanden at

kende for Alvor. Eller en Margrethe-Union mel

lem samtlige skandinaviske Forlæggere om den

Idé: ingen Oversæ ttelse fra det ene skandinaviske

Rigssprog til det andet, kædet sammen med skan

dinaviske Sprogkursus i alle tre skandinaviske

Radio’er og tvungen skandinavisk Undervisning i

Skoler, Højskoler, Arbejdsløshedsskoler o. s. v.

Saadant vilde paa længere Sigt aabne Grænser og

fjerne Skranker af Betydning langt henover og

udover et Margrethe-Taarn i Dyrehaven eller paa

Valby Bakke.

Hvad er det saa for et Taarn, man vil rejse?

—Ja, venligst betragt Skitsen. Er Ordet „A ttrap “

for s tæ rk t? Jeg synes det ikke; min Tanke blev i

hvert Fald ved forste Blik fort hen paa Borgene

i min Barndoms Dukketeater. Taarnet angives at

skulle bygges af tilhuggede Rullesten(l) som tre

forbundne Stammer; indeni skal der være Plads

til to Stentrapper og en Elevator. Stammerne bli

ver altsaa fra deres forste Kim hule, og det samme

gælder det hele Arrangement; det er og bliver

hult og forlorent lige fra Sokkel til Krone og ind

befattet Indskriften, der lyder saaledes: „Mar

grethe, Wa ldemars Dotter, Dronning, forenede

Nordens trende Riger 1397, Danmark, Norge og

Sverige“. Den er muligvis helt eller delvis citeret

fra et eller andet middelalderligt Dokument, men

den lyder skruet og sær i et moderne Øre og paa

et Mindesmærke af i Dag.

Saa er der Hensynet til den afdøde Mester,

Arkitekt Jensen Klint. Ja, netop af

Iensvn til

ham bor Planen skrinlægges jo for jo hellere. Jen

sen Klints Skitse angives at være fra 1904—05 (og

er stærkt præget deraf!), men yderligere er i Dags

pressen oplyst, at Sagen senere — i 1911 — af

Jensen Klint har været tillagt overordentlig stor

Betydning, idet han i et Brev fra dette Aar bl. a.

skriver om Monumentet: „ . . . . jeg anser det for

mit eget Hovedværk; derfor maa jeg kæmpe til

det yderste . . . . “. Jeg ved ikke, om Jensen Klint

paa den Tid allerede havde undfanget Idéen til

Grundtvigskirken; dybere inde i den resultatrige

Realisation af denne Idé har han i hvert Fald ikke

været, og da forst Kirken er flyttet fra Planernes til

Realiteternes Verden, er det i Arbejdet for den, han

gaar op med Liv og Sjæl. Det er den, Grundtvigs

kirken, der bliver hans Livsværk. Hvorvidt han

ogsaa fra Tid til anden har taget Taarn-ldeen op

igen, ved jeg ikke, men da det ikke har været op

lyst, vil jeg være tilbøjelig til at tro, at Jensen

Klint selv forlængst har set, at det ikke var det

døde Margrethe-Taarn, men den levende Grundt-

vigskirke, der skulde blive hans Hovedværk, og

derfor har indstillet enhver Kamp for Taarnet.

Jeg har som ung Sagførerfuldmægtig været i For

bindelse med ham i en Sag angaaende en af ham

foretaget Gibsafstøbning af en Detail fra Kirken,

der var kommet paa urette Hænder; det var da

aldeles aabenbart, at Grundtvigskirken var hans

et og alt. Men iøvrigt er man jo oftest en daarlig

Dommer i egen Sag, og det afgørende er slet ikke,

hvad Jensen Klint mente (speeielt i 1911!) om hele

dette Sporgsmaal, men hvad hans Samtid og Efter

tid mente og mener, og da bliver der slet ikke

Tale om noget Valg, men om enstemmig Kaaring

— af Grundtvigskirken, ikke blot som Jensen

Klints, men som en hel Tidsperiodes Hovedværk.

Hvad jeg her har anført af Kritik mod Mar-

grethe-Taarns-Forslaget, maa ikke ses som Kritik

af Jensen Klint, men kun som Kritik af et enkelt

svagt, tidspræget Arbejde af denne, som en Efter

tid vil tage op under tidsmæssige og tekniske

Vrang-Forudsætninger. Jensen Klint har skabt sin

Tid og sin By, ja gennem Kirkens Navn sit Land

et Vartegn synligt til Søs i Miles Afstand og ikke

blot faktisk, men arkitektonisk ragende saa højt

op i Danmarks Himmel, som Menneskeværk nu

engang kan naa. Han har vist, at han mestrede

den helt store Stil; skal vi saa ikke lade ham

hvile — og leve — i denne.

Hj. Hess-Petersen.

1 5