27 / 182
24
Det personlige Indtryk, jeg som halvvoksen fik af Frederik
Paludan-Muller, har siden faaet en ikke ringe Indflydelse
paa min Virksomhed som Højskolemand. Min Smule Be
kendtskab med Digteren selv førte mig tidlig ind i hans
Digtning. Og »Adam Homo« blev mit Hovedværk i Skøn-
literaturen, efter at »Aladdin« havde haft denne Plads i
Barneaarene. Jeg har som Foredragsholder mangfoldige
Gange syslet dermed, ja gjort det til Grundlag for den Op
lysning om Sjælelivet, som jeg har meddelt de Unge paa
Højskolen. Jeg frygter ikke Modsigelse fra mine fordums
Elever, naar jeg tilføjer, at intet af mine Foredragsemner
har været mere tiltalende for dem end dette. Men det hænger
sammen med, at jeg i høj Grad finder mig hjemme i Paludan-
Miillers aandelige Verden. Den er jo da ogsaa udgaaet fra de
øvre Lag i det »Milieu«, jeg fra min Fødsel tilhører. — Jeg
har derfor god Grund til at mindes Venskabet mellem Tante
Frederikke og Frederik Paludan-Muller med det poetiske
Skær, som hvilte derover.
Efter min Farmors Død holdt »Tanterne paa Fredensborg«
Skole for nogle unge Piger, som boede hos dem. Blandt andre
fik mine tre ældste Søstre dær deres videre Uddannelse i
den voksne Alder. — Da Tante Christiane var død, levede
Tante Frederikke endnu mange Aar alene med en trofast
Tjenestepige i den hyggelige Lejlighed i Gartnerlængen med
de smukke gamle Møbler fra Juliane Maries Tid. Hun naaede
at blive den ældste af alle de gamle Damer i Fredenborg og
var almindelig yndet paa Grund af sit nydelige og elskværdi
ge Væsen. Der laa for mine Øjne en mild Glans over hendes
rolige Tilværelse, der, »mens Solen gik ned, spejlede ikke saa
lidt af Himlens Fred.« Hendes Liv stemte forunderlig godt
med de skønne Omgivelser, hvori hun tilbragte sin Alder
dom.
Far var den sjette af Søskendflokken. — Den syvende og
sidste var
Frederik Christian,
der kaldtes Fritz. Han var født