31 / 182
28
De havde lært hinanden at kende, mens hun som ung Pige
var i Huset hos Nabopræsten Lassen i Sæby, der var gift
med en af hendes Fastre fra Vistoft Præstegaard. — Bedste
mor var en klog Husholder og en kærlig Mor. — Jeg mindes
hende fra min Barndom som en fyldig, blomstrende Kvinde
med smukke Øjne og røde Kinder. Hendes Billede smelter
sammen for mig med Rosenfloret i Birkerød Præstegaards
Have, hvor jeg som lille Dreng saae hende vandre til Kirken
sammen med Mor og andre Frænder. — Hun levede som
Enke i gode Kaar først i Roskilde og siden i København.
Men i Sommertiden laa hun tit paa Landet enten ved Birke
rød eller i Fredenborg. — Hun døde af Difteritis i 1866 og
naaede saaledes ikke den høje Alder som de fleste af hendes
Søskende.
Dette Ægtepars ældste Barn var en Søn ved Navn
Ma
thias Jørgen Mathiesen
(1819—1896). Han var først Præst
paa Jegindø i Limfjorden og siden i Gørlev og Bakkendrup,
lige nord for hans Fødesogn. »Onkel Mathies« var en inderlig
from Mand med et kærligt Hjertelag, der forsonede en med
hans lidt løjerlige ydre Væsen. Han var lille af Vækst og
havde lidt fremspringende Øjne. Men i disse Øjne var der et
dejligt Blik fra Sjælens Dyb. Jeg glemmer ikke, hvorledes
han saae paa mig, den sidste Gang jeg besøgte ham, og
hvorledes han lagde mig paa Hjerte at bevare »et godt
Familiesind.«
Efter ham fulgte i Børnerækken seks Søstre, hvoraf min
Mor var den ældste. Tilsidst kom der igen en Søn,
Carl Emil
Mathiesen
(1839—1923), som ogsaa blev Præst, først i Jy l
land og siden i Rerslev ved Roskilde. — »Onkel Carl« lignede
sin Far i Skikkelse og Ansigtstræk. Han var en Præstemand,
der havde sine Fædres rige, hjertelige Natur, og som dermed
forenede stor aandelig Sans for Kristentroens Livsindhold,
som han i sin Ungdom havde tilegnet sig i grundtvigske
Kredse. Hans Hustru
Louise
, der lever endnu, var en Datter