37 / 182
34
Herren, og i den Tro levede han siden try g t til sin sidste
S tund.
F ra Rathlousdal kom F a r i 1834 til København. Aaret
efter fik han Ansættelse som Lærer, siden Overlærer, ved
Søetatens Drengeskole i Nyboder og levede dær de følgende
ti Aar som Ungkarl i en Embedsbolig med tre Værelser i
Krokodillegade. B landt hans E lever v a r den senere K ontor
chef og H istoriker C. E . F. R einhard t, som F ar og hans
Kollega, P . C. Garde, hjalp til Studeringerne, og som fand t
et and et H jem hos mine Forældre i Flade P ræ stegaard, indtil
han blev gift med min Mors yngste Søster Emilie.
Jeg kender ellers ikke meget til Fars Liv i hans første
Manddomsaar, da han sjælden ta lte derom . H an kunde for
tælle et og and et Træk med den ejendommelige fine Humor,
som han ejede. Men de gav ikke noget sam let Billede af hans
Tilværelse i disse Aar. — Han blev ikke grebet a f den
nationalliberale Bevægelse, som netop dengang naaede sin
højeste B lomstring, og han blev ikke stæ rk t op tag et af
Theaterkun sten i den Heibergske T idsalder. Hans Liv va r da
som altid senere privat-personligt med en mild Satire over
for det offentlige Livs Foreteelser. — Jeg tro r, a t denne til
bagetrukne Holdning hang sammen med, a t han allerede
den Gang led af en daarlig Fordøjelse, som han ikke vilde
søge Lægeraad imod, og som kastede en stæ rk Skygge over
Resten a f hans Liv. Han kunde sige: »Maven raader over et
Menneskes Hum ør. Der er in te t i vor Tilværelse undtagen
Troen paa det evige Liv, som ikke paavirkes deraf.« —
Maaske har han ogsaa haft Modgang i H jerteanliggender,
som han aldrig røbede for os yngre.
Da han havde vu nd et en fast kristelig T ro, m a a tte han
helt n atu rlig t ønske a t komme i præstelig Virksomhed. Han
v ar blevet en flittig Kirkegænger, og naar han sad i Frue
K irke, kunde det forekomme ham , som om Thorvaldsens
Alterbillede af K ristus blev levende og velsignede ham med