40 / 182
37
vist ikke nogensinde saa stæ rk t et Tag i dem som Blodets
Baand. Dog veed jeg fra Mor, a t hun virkelig i sin Ungdom
sværmede for den elskværdige Onkel Erik, der var een af
Hjemmets kæreste Gæster. Hun har ogsaa fortalt om, hvor
skønt det var a t høre ham synge med sin rene, stærke Røst.
— Han lærte hende bl. a. a t kende de romantiske Sange af
Tegnérs Fridtjofs Saga, som dengang var almindelig yndede
i Danmark. Jeg skulde tro , a t F ridtjofs »Farval«:
Heimskringlas panna,
Du hoga Nord!
tit har m indet Mor om hendes korte Forlovelsestid. — Hvis
Følelserne imellem dem aldrig blev stæ rk t glødende, ja,
hvis deres Samliv maaske kom til a t svare til det Ord, som
alle Romantikere foragter: »Elsk mig lidt og elsk mig
længe!«— saa maa vi Børn desmere takke for, a t det hjerte
lige Baand, der kny ttede dem til hinanden, dog aldrig brast,
men viste sig stæ rk t nok til a t forene dem og os i en ærlig og
varig indbyrdes Kærlighed.
Der var ingen Grund for dem til a t udsæ tte deres Bryllup.
De behøvede ikke nogen lang Forlovelsestid til »at lære
hinanden a t kende«, og F ar m aatte meget ønske a t have sin
Kone med, naar han nu drog til sit fjerne Præstekald. —
De blev derfor viede den 15. Oktober 1845 og rejste ko rt
efter sammen til Flade Præ stegaard med de gode Mahogni
møbler og andet rigelige Udstyr, som Mors Forældre havde
givet hende.
Sikkert fulgte Mor med Glæde sin Mand til deres ny Hjem
i det ukendte Land »nord for Lands Lov og Ret.« — Men
det kunde ikke være andet, end a t hun i de første Aar, mens
hendes Forældre endnu boede i Helsinge, m aatte længes
meget efter det gamle Hjem . J a , jeg tro r, a t hun i alle de
tolv Aar, Far var P ræ st i Flade, vedblev a t længes en Del
tilbage til Sælland.