11 / 250
10
stor og uventet Fornøjelse, at vi to gamle skulde træffes
herude ved Skoven. “
„Ja," udbrød Melby, glad overrasket ved Synet af sin
gamle Ven Schrøder; „jeg ventede mindst at træffe dig
her, jeg troede dig velforvaret ovre i vor Fødeby O dense.“
„Du kunde jo heller ikke tro andet. Men ser du, jeg
maatte herover til Kongens København, formedelst at min
afdøde Broder Hans i sit Testamente har indsat min Søster
og mig til sine eneste Arvinger, og da han, som du ved,
ejede en stor Formue, bliver der jo ikke saa ganske lidt
til os. “
„Ja, det skal du have Ret i,“ udbrød Melby; „at din
Broder var en rig Mand, er en bekendt Sag, hans afdøde
Hustru bragte ham jo en stor Medgift. Jeg gratulerer jer,
og glem ikke, at bringe din Søster min Lykønskning."
„Tak for det, J a c o b ! Du har altid været en trofast, op
rigtig Ven af os begge, og derfor ved jeg, at din Lykønsk
ning er vel ment. Jeg skal for Resten hilse dig fra min
Søster. Da jeg tog Afsked med hende, bad hun mig ikke
at forglemme at bringe dig en hjertelig Hilsen. Taarerne
stod hende saamænd i Øjnene derved, om det var, fordi
jeg nu skulde forlade hende for en Tid, eller fordi hendes
Tanker var hos dig, skal jeg lade være usagt, men saa
meget er vist, at du altid har haft en stor Plads i hendes
Hjerte."
Melby blev ved at høre dette synlig overrasket og
s v a r e d e : „Du tager sikkert Fejl, jeg kan aldrig tro, at Marie
skulde kunne have noget tilovers for mig, der saa ofte i
Fortrolighed har talt med hende om, hvor højt jeg elskede
hendes Veninde Anna, som nu er gift med Smedemester
Bruus. Du tager fuldstændig Fejl, Schrøder, hvad din Sø
sters Følelser angaar; havde det været Tilfældet, som du
siger, saa maatte jeg have bemærket det."