12 / 250
11
„Du kan tro, hvad du vil; men sandt er det alligevel.
Hun bad mig for Resten ogsaa om at opsøge og hilse Fa
milien Bruus, og jeg har allerede været der. Manden stod
mig rigtig godt an og modtog mig paa det venligste, og
hans Kone Anna — din gamle Flamme — blev saa hjerte
lig glad ved at se mig og høre fra min Søster, hendes eneste
trofaste Veninde.
For at sige Sandheden, saa var det
hende, der aabnede mine Øjne og overbeviste mig om, at
det forholdt sig, som jeg sagde dig, at Marie altid har
været og endnu den Dag i Dag er indtaget i dig. Ja,
Madam Bruus bad mig endog om at give hende mit Løfte
paa, at jeg vilde gøre alt, hvad jeg formaaede, for at du
og min Søster kunde komme til at forstaa hinanden, og
det har jeg knavreme, hvor nødig jeg end vilde, nu gjort.
Men du er en Grillefænger, hvis du vedblivende vil tænke
paa en Kvinde, som nu er gift med en Mand, hun holder
af, og med hvem hun har en Søn, der allerede gaar i sit
23de Aar. Samme Søn maa jeg for Resten give det Skuds-
maal, at han ikke alene er en net og beskeden ung Mand,
men tillige en ualmindelig dygtig Smed, som endog over-
gaar Faderen i alt, hvad der hedder Kunstsmederi; jeg
tror, han har en stor og smuk Fremtid for sig. Han er,
kort sagt, en ung Mand, som en hvilken som helst Fader
kan betro sin Datter. “
Under denne Samtale havde de to Venner forladt Trak
tørstedets Høj og begivet sig ud paa Gangstien langs
Strandvejen, ad hvilken de fortsatte deres Gang udefter,
medens Schrøder v e db lev :
„Nu kan du tro mig, om du vil, men hvad jeg her har
sagt, er den rene, uforfalskede Sandhed, som kommer
fra en oprigtig og trofast V e n !“
„Jeg tvivler aldeles ikke om Sandheden af, hvad du
har fortalt mig om Familien B r u u s ; men jeg forstaar ikke.