17 / 250
16
Synet af den Hastighed, hvormed Datteren kom løbende,
og den forpustede Tilstand, hvori hun befandt sig. Hun ud
brød d e r f o r :
„Hvad er der dog i Vejen? har der været nogen efter
d ig ? “
„Nej; men Moder kaldte jo.“
„Ja, men derfor behøver du da ikke at løbe Livet af
dig, og hvordan er det, du sér u d ! Dit Haar er jo ganske
forpjusket. Sig mig, hvad har du haft at bestille alene i
S kov en ? “
„Jeg vilde blot plukke nogle B lomster/1
„Du lyver jo! er det Blomster, du har i H a a nd en ? det
er jo G r æ s ! Fy, du maa jo skamme dig, maa d u ! Ja, du
har nok Grund til at rødme! aah, jeg ulykkelige M o d e r!“
Og nu trak det op til Graad hos Moderen, som var af
en meget blød Karakter og straks begyndte at græde, naar
noget gik hende imod.
Ved dette Syn genvandt Seline imidlertid sin Ro og lod
Blomsterne falde til Jorden, tog Moderen om Halsen og
u d b rø d :
„Nej, kæ re Moder, du maa ikke græde! det er tvæ rt
imod noget godt og glædeligt, der er hændt m ig !“ — Og
nu fortalte hun, hvad hun vidste om det Forsøg, Bøsse
mager Schrøder anstillede for at formaa Onkelen til ikke
længer at sætte sig mod en Forbindelse mellem hende og
den unge William Bruus.
Moderen blev nu atter tilfreds og rettede lidt paa de
Sløjfer, som til Pynt var fæstede til Æ rmern e og Livet paa
Datterens Kjole. Derpaa fulgtes Moder og Datter sammen
gennem Haven, og stod snart ved det Lysthus, hvor 1e
havde gjort Forberedelser til i de smukke, landlige Om
givelser at indtage et Maaltid med et Par gode Venner. Og
da Gæsterne lige var ankomne, slap Seline for at besvare