15 / 250
14
„Hvordan? fortæl mig! der er da ingen Ulykke sk e t!1
„Nej, nej, min kæ re Pige, frygt ikke!"
„Har Onkel da givet sit Samtykke til vor Forlovelse?"
„Endnu ikke; — men kom; jeg kan ikke fortælle dig
det her. Vi risikerer for meget derved."
„Men hvad skal vi da gøre?"
„Kom blot, min Elskede! — følg mig gennem Laagen
der henne, saa kommer vi lige ind i Skoven. Der er Fred
og Ro, der vil ingen kunne forstyrre os."
„Jeg tør ikke!"
„Du tør ikke! næ rer du da Frygt for mig, din Fæ ste
mand?"
„Nej, o n e j ! tilgiv mig, kæ re W illiam ! tværtimod, hos
dig føler jeg mig tryg;" og med en resolut Bevægelse
greb hun hans Arm og fulgte ham gennem Laagen ind i
den smukke, stille Skov, hvor kun en lille Sangfugls Jubel
toner afbrød Naturens Stilhed."
*
*
*
Vi vil nu lade det unge Par fryde sig i hinandens Sel
skab i den dejlige Skov, hvor den unge Mand uforstyrret
kunde glæde sit Hjertes Udkaarne med den Meddelelse, at
Bøssemager Jens Schrøder havde besøgt hans Forældre og
af Moderen var bleven anmodet om at gøre Selines Onkel
opmærksom paa det uretfærdige i, at han stadig fraraadede
sin Søster at give sit Samtykke til deres Forlovelse. Lige
ledes fortalte William, at han og Bøssemageren havde gjort
Turen til Skoven i hinandens Selskab, og at han, naar Reb
slagerne var ankomne, skulde træffe Bøssemageren oppe
paa Højen for at faa at vide, hvad S elines Onkel h avd e sagt.
Da nu sikkert de fleste af mine Læsere af personlig
Erfaring ved, hvor hurtig Tiden løber, naar man er sammen
med den Person, man har givet Plads i sit Hjerte, og til