FraEmpiretiden

efter Sigende, fordi han havde stjaalet noget Brød fra en

Bager, og han, under Afsoningen af Straffen, en Dag sad

i sin Celle, fløj den før omtalte Stær, formodentlig for

fulgt af en Høg, imod hans lille Fængselsrude, som rimelig

vis har haft en Revne, thi ved Fuglens Stød gik den itu,

og Stæren faldt ned i Fængselscellen.

Dette uventede

Besøg var meget kærkomment for Fangen, og da han

havde faaet fat i Fuglen, behandlede han den paa bedste

Maade for atter at bringe den til fuld Bevidsthed. —

Længe sad han derefter paa sin Briks og grundede over,

hvad han skulde sige til Fangevogteren, naar denne ind

fandt sig i hans Celle. Skulde han skjule Fuglen for ham,

eller skulde han fortælle ham Sandheden?

Efter nogen Overvejelse besluttede han sig til det

sidste; det forekom ham, at denne Fugl var bleven sendt

af Gud til hans Frelse. Da Vogteren ved Syvtiden ind

fandt sig i Cellen for at aabne for hans Sovebriks, fortalte

Fangen ham, hvad der var sket, viste ham Fuglen og bad

ham saa inderlig med Ord, der aldrig før var kommet

over hans Læber, om endelig at opfylde hans Bøn og lade

ham beholde Fuglen. Gud vilde sikkert lønne ham tifold

derfor, og hans lille Datter, der var syg, vilde det sikkert

blive ham forundt at beholde. Gud vilde atter give Barnet

Helbredet tilbage.

Dybt bevæget og med Taarer i Øjnene og uden at

mæle et Ord gik Fangevogteren og lod Fangen beholde

Stæren.

Jeg vil ikke holde nogen Panegyrik over den her nævnte

Forbryder, men kun fortælle, at han fra dette Øjeblik af

var som forvandlet, og Lysten til paa ærlig Vis at arbejde

for Føden var med Styrke vaagnet i ham. Og fra nu af

pinte det ham dobbelt, at han var en Fange, der ikke

Fra Empiretiden.