128 / 633
118
Staten og Lavene
gaaet ganske bort fra i den endelige Redaktion. Kom
m issionens Udkast, der blev afgivet i 1798, havde ogsaa
den Bestemmelse, at den, der i fire Aar havde arbejdet
som F rim ester uden Mesterstykke, skulde kunne blive
Medlem af Lavet. Var dette blevet til Lov, vilde Lavene
fak tisk være blevet helt underm ineret, og det var da ogsaa
herimod, at disse satte alle Sejl til og det med Held. De
sejrede over Kommissionen, hvis Indstilling ikke blev
taget til Følge. Sam tidig blev de garderet mod en altfor
k ra ftig Konkurrence fra F rim estrenes Side, idet disse
kun m aatte ud føre visse Arbejder, medens de større var
forbeholdt Lavsmestrene. Og sidst, men ikke m indst, blev
det bestemt, at de første 8 Aar efter Fo rordningens Ud
stedelse m aatte af de i ethvert Lav arbejdende Svende
kun
1J
8 af et saa stort Antal, som fandtes i København
før den store Ildeb rand (i 1795) aarlig nedsæ tte sig som
F rim estre, og de, der havde arbejdet længst en Tid som
Svend og da særlig gifte med Børn, skulde have F o r
trinet.
Denne sidste Bestemmelse om, at de gifte Svende skulde
have F o rre t til at blive F rim estre, hænger samm en med
Statens Ønske om saa vidt gørligt at blive aflastet for
sine sociale Byrder. Det er allerede nævnt, at de gifte
Svende blev holdt udenfor Svendeladerne, hv ilket bev ir
kede, at de i Tilfælde af Sygdom og Arbejdsløshed var
henviste til Fattigvæsenets Forsorg. Gennem F rim ester-
skabet bød m an dem Muligheder for at redde sig et n o
genlunde anstændigt Udkomme og dermed Chance for at
holde sig fri af Fattigvæsenet.
F rim esterskabet kom ikke til at betyde noget alvo r
ligt Angreb paa Lavsvæsenet. I flere af de store F ag var
det næ rm est illusorisk, fordi en F rim ester uden Kapital
var meget daarlig t stillet. Det m edførte ingen væsentlig
Fo rbed ring af Svendenes sociale Kaar, og H aandvæ rker-
fo rordningen blev i m ang t og meget kun et Slag i Luften.