125 / 633
Staten og Lavene
115
Lønninger og bekæmpede den moderne T ekn ik1), i F ra n k
rig var Sansculotternes Kærne fattige Haandvæ rkere.
1790’erne var en ond T id for Europa med Krig og Ufred
og magre Aar, med stigende Udbud af ledig A rbejdskraft
og med skæ rpede sociale Modsætninger. Lavsgesellen
søgte at værge sig ved at søge Støtte opad — hos Lov
givningsmagten — og slaa fra sig nedad ved saa vidt
mulig at holde de gifte Svende ude. Disse var stadig
blevet flere i Antal med de aftagende Muligheder for at
blive Mester. H a a rd t var de blevet behandlet af de ugifte
Svende, der saa med Fo rag t paa dem, og siden 1750
m aatte Magistraten Gang paa Gang tage dem under sin
Beskyttelse. Naar Modstanden mod dem var saa stor,
stod det i høj Grad i Forbindelse med Lønspørgsmaalet.
I en Skrivelse til Kommissionen frem førte Tøm rerm e
strene, at de gifte Svende »som Regel h a r andre Næ
ringsveje«. Nu var Lønnen trods alle Bestemmelser i
Lavsartiklerne i det 18. Aarhundredes Slutning varie
rende, hvilket ogsaa indrømmedes i mange af Mestrenes
Skrivelser til Kommissionen. Der var altsaa Mulighed for
Løntrykkeri, og den gifte Svend med anden »Nærings
vej« h a r været næ rm est til at agere Løntrykker, fordi han
havde lidt at falde tilbage paa. Den gifte Svend, der
intet havde, und tagen Kone og Børn, var ogsaa tilbøjelig
til at lade sig trykk e ned i Løn for at skaffe det daglige
Brød. Ilde anset var han derfor af den ugifte Kammerat,
der næ rm est betragtede ham under Begrebet »illoyal Kon
kurrent«, og derfo r søgte at holde ham ude, hvor han
kunde, først og fremmest fra de Fordele Svendeladen
hød paa.
Først i Marts 1800 kom den Haandvæ rkerforordning, som
blev Resultatet af den store Lavskommissions Arbejde.
Mellem Tiden for dens Nedsættelse i 1794 og til Haand-
*)
Webb:
History of Trade Unionism, p. 45.