122 / 633
112
Staten og Lavene
Langt værre Overgreb begik dog Statsmagten mod mange
af de fremmede Industriarbejdere. Lokket af gyldne Løf
ter, ofte af Svindlere og Eventyrere, men desværre ogsaa
af mere eller mindre officielle Repræsentanter for den
danske Stat i Udlandet, kom de til Landet og led bitre
Skuffelser. Det blev da i mange Tilfælde nægtet dem at
drage hjem, og ved Lovbestemmelser søgte man at binde
dem for en vis Tid, oftest tre Aar. Dette Forhold regule
redes dog ved Fdg. 8. August 1794, men i talrige Bestem
melser vedrørende Lavsforhold sattes Reglen om Opsi
gelsesfrist, der i høj Grad var i Mestrenes Favør. Ende
lig greb Regeringen ind overfor Svendene med Hensyn
til deres Bidrag til Svendeladen, der var under Olderman-
dens og Oldgesellernes Bestyrelse. I Slutningen af det 18.
Aarhundrede var der tit Ebbe i Kasserne, og det blev da
befalet Svendene at yde et større Bidrag, som Lavsmeste
ren eller Fabrikanten skulde tilbageholde i den ugentlige
Løn. Denne Interesse for Svendeladen skyldtes naturlig
vis det Faktum, at arbejdsløse eller syge Svende, naar
de ikke kunde faa Understøttelse af denne, var henvist
til Fattigvæsenets Omsorg og altsaa faldt det offentlige
til Byrde.
Irritationen over Lavsvældet steg stadig, hvortil maa-
ske ikke mindst bidrog, at Mestre indenfor Fabriksfagene
søgte Staten om Dækning for de store Udgifter, der var
forbundne med Indtrædelse i de danske Lav. Omkring
1790 sattes da det Angreb ind, som resulterede i Haand-
værkerforordningen af 1800. Der var paa det Tidspunkt
store og alvorlige Brydninger mellem Mestre og Svende,
til Tider af ret alvorlig Karakter. Den 6. Februar 1790
traadte den første Lavskommission i Funktion. Den be
skæftigede sig nærmest med Afskaffelsen af Udgifter ved
Mesterstykkerne, Fastsættelsen af Arbejdslønnen og Op
sigelsesfrist samt Spørgsmaalet om Tidepenge. Mester
stykkerne foreslog den bibeholdt, men Udgifterne stærkt