118 / 633
108
Staten og Lavene
af 23. December 1681 og et Utal af tidligere og senere
Forordninger og Rescripter søgte at komme Zunften til
Livs, den stak stadig Foden frem alle Vegne trods Fo r
budene. Naar en Dreng blev Svend, maatte han traktere
de gamle Svende og betale dyrt for »Grussen«, i det 18.
Aarhundredes sidste Halvdel ofte over en Snes Daler.
Først naar han havde opfyldt disse lavsmæssige Forplig
telser, blev han optaget i Svendelavet1).
Svendeselskaberne blev, efterhaanden som Antallet af
Svende voksede, og den enkeltes Chance for at blive Lavs
mester mindskedes, i mere udpræget Grad økonomiske
og sociale Kamporganisationer, hvis Formaal var at sikre
Svendene den størst mulige Andel af Produktionsudbyt
tet og friere Arbejdskaar. Det blev derfor særlig i det
18. Aarhundrede, at Svendeorganisationernes Karakter
traadte tydeligt frem. Der er ingen Tvivl om, at netop
dette Moment spillede en stor Rolle for Staten i dens
Overvejelser pro et contra Lavenes Bevarelse. I 1703,
1709 og 1713 tænkte man alvorligt paa at ophæve dem,
men ligesom i 1681 og tidligere blev man enig om at op
retholde dem af Hensyn til Svendene, hvilket Hensyn
blev endnu mere vægtigt, da der efter den store Ildebrand
i København kom en Mængde Bygningshaandværkere til
Staden. Navnlig Stenhuggerne var et uroligt Folkefærd,
der havde udvist »de største Insolentier« og givet de øv
rige Haandværkere et ondt Eksempel. Det blev derfor
befalet Stenhuggerne at indtræde i Murernes Lav, hvis
Artikler fastsatte strenge Straffe for Svendenes Forseel
ser. Det hjalp dog ikke, idet der i de følgende Aar var
en Række Uroligheder, hvor Stenhuggerne var de fø
rende, og baade Mestre og Øvrighed trak oftest det ko r
teste Straa, idet man ikke turde eksekvere de strenge
Straffe. 1747 var der igen store Uroligheder, denne Gang
J) Se
Algreen-Ussing:
Bidrag til Laugsudgifternes Historie. Dansk
Ugeskrift 2. R. 61. 1843.