114 / 633
104
Staten og Lavene
overfor Fabrikanterne. Det viser tydeligt den mod La
vene rettede uvenlige Tendens. Naar Industrien var stærk
nok til helt at undvære dem, var deres Dage talte. De
var nu kun højst en taalt Institution, hvad da ogsaa Fo r
ordningen af
S0U
1761 tydeligt viste, idet denne, omend
ikke forbød Oprettelsen af nye Lav, saa dog nærmest
umuliggjorde saadanne. Der gaves desuden glat væk T il
ladelse til at ophæve Lavsordningerne indenfor et Par
Fag. Fabrikslavene stod i Aarhundredets sidste Halvdel
under Opsyn af en Fabriksdirektion, der havde overtaget
en Del af Lavenes vigtigste Opgaver, saaledes Spørgsmaa-
let om Arbejdstid, Arbejdsløn og Afgørelsen af Stridig
heder mellem Fagenes Mestre og Svende.
De ikke industrielle Lav kunde, omend paa en anden
Maade, ogsaa glæde sig ved Statsmagtens Bevaagenhed.
Efter merkantilistisk Opfattelse gjaldt det om at skabe
saa billige Livsvilkaar som muligt, at holde Prisniveauet
paa Levnedsmidler saa langt nede, det lod sig gøre. Et af
Midlerne hertil var en Regulering gennem Takster. Her
om laa Lavene i næsten stadig Strid med Autoriteterne.
Forordningen af 1761 ligesom opsummerede al den Uvilje,
der næredes mod Lavene, naar den paatalte disses Trang
til at indskrænke Adgangen til »et saare lidet« Antal
Personer, der imellem sig kunde lave Prisaftaler og ved
dyre Indtrædelsespenge end mere holde andre ude. Der
var i og for sig intet nyt i, hvad denne Forordning inde
holdt, og det er urigtigt a t opfatte den som epokegørende,
idet de Bevillinger, den gav, endog til uden Mesterstykke
at blive optaget i Lavene, allerede var blevet givet i Slut
ningen af det 17. Aarhundrede.
Umiddelbart efter 1681 udvidedes Retten til en mere
fri Næring uden om Lavene. Det tillodes fattige Mænd
og Kvinder at lave Skrædderarbejde, maaske dog kun
Kvinde- og Børnetøj, naar de blot ikke holdt Svende eller