112 / 633
102
Staten og Lavene
Financier, og gennem Handelslavene havde man et Mid
del til at tvinge Købmændene til at gøre Forlag. Den
7/12
1739 ndkom en Anordning, der befalede, at man for
at blive optaget i Silke-, Ulden- og Lærredskræmmer
lavene skulde have opholdt sig to Aar paa et Kontor i
Holland eller England og der faaet Videnskab om Manu
fakturernes rette Drift og Beskaffenhed, samt underholde
to Vævestole med Forlag eller købe Varer for et vist Be
løb hos Væverne. Staten søgte hermed at autorisere den
societære Arbejdsform. Samtidig fastslog man Vævernes
Eneret til at forarbejde vævede Varer ved Forordningen
af
12/2
1740.
Medens Lavene tidligere havde haft et strengt haand-
værksmæssigt Præg, skete der med den voksende Indu
strialisering, navnlig indenfor Tekstilindustrien, en Ud
videlse af Rammerne, som bidrog til yderligere at svække
Lavene. Husindustrien trængte sig ind i Produktionen.
Lavsmesterens Værksted blev udvidet til ikke blot at om
fatte faglærte Haandværkere, men tillige Spindere af
begge Køn, der enten arbejdede paa Mesterens Værk
sted eller hjemme hos sig selv1). Byarbejde og Land
arbejde, Haandværk og Husindustri løb nu sammen
og nedbrød yderligere Lavenes privilegerede Stilling i
Omsætningen, der allerede havde faaet et afgørende
Stød ved de Privilegier, som var blevet tilstaaet
mange Manufakturer. Da Lavsmesteren oftest finansie
redes af en kapitalstærkere Forlægger, betød denne Ud
vikling, at Kapitalen blev interesseret ikke alene i Han
delsomsætningen af fremmede Produkter, men ogsaa i
den hjemlige Industri og Husfliden. Hvor vidt udviklet
Systemet var, ses af en Indberetning i 1750, hvori der
ved en Opgørelse over det Antal Arbejdere, Fabrikerne
beskæftigede, siges at være: »400—500 Spindere, som
har anmeldt og bekommet Hør og Blaar til at spinde og
0 Se Fdg. af 28/i og 30/i 1741 om Silkevævere og Tøjmagere.