119 / 633
Staten og Lavene
109
blandt Skomagersvendene, der nedlagde Arbejdet paa
Grund af et Lønspørgsmaal. Svendene gik ogsaa her af
med Sejren. 1749 klagede Magistraten over, at Svendene
indenfor et helt Lav nedlagde Arbejdet uden Aarsag, og
at der hist og her fandt hele Opstande Sted. Resultatet
blev et Rescript af 21. November 1749, der udstrakte Reg
lerne om Straf for Svendenes »Postyr og Sammenrot-
telse«, saaledes som de fandtes i Stenhugger-, Tømrer- og
Snedkerlavet, til at gælde alle andre Fag. Disse Bestem
melser satte dog heller ikke en Bom for Stridighederne,
idet Urolighederne fortsattes Aarhundredet igennem for
at kulminere i den store københavnske Tømrerstrejke i
1794, der udbredte sig til flere andre Fag. Denne gav
faktisk Stødet til, at Regeringen nu helt opgav at tro paa
Lavene som regulerende Faktor i Arbejdsforholdene, og
var Aarsag til det kraftige Angreb paa disse, der skete
ved Haandværkerforordningen af 1800.
De mere urolige Forhold indenfor Haandværkssvende-
nes Rækker stod selvfølgelig i Forbindelse med det
voksende Antal Svende, der beskæftigedes i Haandværk
og Industri. Trods alle Bestemmelser i Lavsartikler om
Arbejdstid, Arbejdsløn og mere, var Svendene i Stand til
Gang efter Gang at sætte deres Vilje igennem. Det er
karakteristisk, at Stridighederne saa godt som aldrig an
gik Arbejdstiden, der om Sommeren var 12 Timer, som
Regel fra 5 Morgen til 11 Formiddag og derpaa fra Kl. 1
Middag til 7 Aften, og om Vinteren saa længe det var
lyst. Om Arbejdslønnen har der derimod til Tider staaet
bitre Kampe, navnlig i travle Byggeperioder, hvor det var
et stort økonomisk Afbræk, hvis Arbejdet standsedes. Un
der saadanne Forhold kunde det ske, at Mestrene, som
Holberg skriver i en af sine Epistler, maatte give Haand-
værkssvendene carte blanche »og lade dem foreskrive
sig, hvilke Conditioner dem lyster«. Som Helhed kan det
dog ikke siges, at Arbejderne forbedrede deres sociale