121 / 633
Staten og Lavene
111
System med dets Tilskudspolitik til Fabrikanterne maatte
komme Arbejderne, Mestre som Svende, tilgode. Efter-
haanden som Manufakturerne voksede i Størrelse og An
tal, betød det, at en betydelig Del af Haandværkerne —
ialfald inden for de egentlige Fabrikslav — havde et
usædvanlig højt Lønniveau, hvilket vel i ikke uvæsentlig
Grad bidrog til at drage udenlandske Svende her til Lan
det. I den tidligere omtalte Skrivelse af 1760 fra Fabriks
direktionen til Kommercekollegiet siges der, at det var
umuligt at fremtvinge billigere Varer med de store Ar-
bejdspenge. En Svend burde ikke tjene mere end 2 Mrk.,.
en Skrubier, Kradser og deslige fra 1 Mrk. til 1 Mrk.
8
Skilling og en Spinder fra 10 Skilling til 1 Mrk. Paa een
Fabrik betaltes imidlertid en Overskærer med 5 Mrk.
daglig, paa en anden med 2 Mrk. 4 Skilling. Det gav An
ledning til, at alle Overskærere truede med at forlade-
Landet, hvis de ikke fik 5 Mrk. daglig; til sidst faldt de
dog til Føje. Magasindirektionen ønskede Lønnen tryk
ket nedad, idet den mente, det lod sig gøre, uden at man
af den Grund kom til at mangle tilstrækkelig Arbejds
kraft.
Hvor stærkt et Tag, Zunften hele det 18. Aarhundrede
havde i Lavssvendene, viser Forordninger fra 90’erne1).
Det fastsloges her, at enhver Svend skulde anses for god
og duelig, naar han forstod sit Haandværk, hvad enten
han havde arbejdet paa fremmede Steder eller ikke, og
det blev forbudt saavel Mestre som Svende at rette sig
efter udenlandske Lavsvedtægter. Kampen mod selve-
Zunften var haabløs, dens Berettigelse maaske ogsaa til
Tider tvivlsom, idet den ofte greb langt ud over det ri
melige, for Eksempel blandede sig i de rent ceremonielle
og for saa vidt Samfundsinteresser ganske uvedkom
mende Forhold. Det blev derfor sikkert ofte følt som et
uberettiget Overgreb fra baade Mestres og Svendes Side..
*)
u /s
1794 og 16/9 1795 og 14/io 1797.