124 / 633
114
Staten og Lavene
der skete, var, at der udstedtes en P la k a t om, at ingen
Svend var forpligtet til at rejse, førend han kunde a n ta
ges som Mester, en Bestemmelse, der indførtes — 1681,
men aldrig havde kunnet gennemføres. Dernæst ind
kaldte Komm issionen baade Svende og Mestre, og ved at
love Mildhed og lettere Adgang til at blive Mester og Fri-
mester lykkedes det hu rtig t at skabe Ro, hvorefter Kom
m issionen tog fat p aa en indgaaende Undersøgelse af
sam tlige Lavsforhold.
Svendene krævede lige Ret for begge P arter, let Ad
gang til at komme i Lavene, ko rt Opsigelsesfrist, fikseret
Løn og m ind re Mesteravance (x/3 af Daglønnen). Som
Fo rholdene nu var med Udgifter til Mesterstykke paa op
til 150 Rdl., sagde de, kunde »mangen b rav Mand ikke
komme videre end til at være Mesterens T ræ l til Graven«.
Det er bemærkelsesværdigt, at Svendene krævede deres
Lønninger fastsat ved Lov, et Krav, der er b aa re t frem
af en instink tiv F ryg t for den Kapitalisme, der mere og
mere kom til at beherske E rhvervene, og som gjorde Me
steren til K apitalist og den fattige Arbejders Muligheder
for at blive selvstændig m inimale. Uroen begyndte da ogsaa
i de Fag, der havde Mestre med mange Svende, og d erfra
bredte den sig siden. Fabrikslavene, hvor Udsigterne til at
blive selvstændig ogsaa var smaa, skyndte sig med at h en
vende sig til Komm issionen for at gøre opmæ rksom paa,
at de ogsaa eksisterede, og at de lige saa vel som de and re
Lavssvende havde meget at anke over. Navnlig F a b rik
komm issær Reiersen var m an utilfreds med, fordi han
havde afko rtet Lønningerne, efter Svendenes Mening
ganske uberettiget. Og for den Svend, der kun havde Ud
sigt til at blive Lønarbejder, var Lønspørgsm aalet Alfa
og Omega. Svendebevægelsen var in ternational, overalt
var der en Uro, som nu og da brød ud i lys Lue. I E n g
land søgte Arbejderne ligesom her at faa lovfæstet faste