129 / 633
Staten og Lavene
119
Den var et daarligt Kompromis mellem den frisindede
Kommissions Udkast og den sejrende Reaktions kraftige
P rotester mod en Udvikling bort fra Lavsvæsenet.
I Aarene indtil 1807 gik det saa nogenlunde med Fri-
m esterinstitutionen. Saa ind traad te der im idlertid efter
Danmarks Inddragelse i Napoleonskrigene en b ra t F o r
andring. Ind til 1807 havde der ikke været Mangel paa
A rbejdskraft, hvilket tydeligt fremgaar af, at flere Lav
fik T illadelse til at forhøje Tidepengene, fordi Antallet af
ledige Svende stadig steg. Dette hængte i nogen Grad
sammen med det Sammenbrud, der fandt Sted indenfor
den nu af Staten svigtede Industri, hvis Arbejdere kaste
des ud p aa Markedet, hvortil kom, at Byggevirksomhe
den i København var taget kendelig af. Saa kom Bom
bardem entet, og Krigen medførte en stærk Mangel paa
A rbejdskraft. I 1807—09 blev saaledes kun indskrevet
fire Svende i Tøm rerlavet1), og mange var gaaet i Militær
tjeneste. Københavns 32 Mænd henstillede, at Haand-
værkere m aatte blive fritaget for Krigstjeneste, for at
Priserne p aa Arbejde kunde gaa ned. Dette kunde der
selvfølgelig ikke være Tale om, tværtimod gav man de
Professionister, som blev Militær, flere Begunstigelser.
Allerede i 1804 fik Haandvæ rkere under det borger
lige Artilleri i København Ret til at ernære sig som Fri-
mestre og holde en Svend eller Dreng, og i 1808, da det
borgerlige Artilleri og In fan teri blev forenet til »Køben
havns Borgervæbning«, blev denne Ret ud strak t til at
gælde alle Korpsets Medlemmer.
E fterh aand en som F rim esterskabet paa denne Maade
tog til, sam tidig med at Mangelen paa Arbejdskraft steg,
kneb det for de store Mestre at faa det tilstrækkelige Antal
Svende. Der frem sattes stærke Klager over Svendenes Be*) Af.
Rubi n:
1807— 14. p. 514.