131 / 633
Staten og Lavene
121
lavet, at Mestrene skulde forsam les for at bestemme en
fastsat Løn i de forskellige Arbejdsfag, hvor det lod sig
gøre. Man vedtog derefter et Regulativ, der b landt andet
satte Mulkt, hvis en Svend blev borte fra sit Arbejde, men
paa den anden Side ogsaa sikrede ham Vartpenge. Dette
Regulativ h a r Svendene ikke været tilfredse med, og der
opstod Lønkonflikt. Dugmagerlavet meddelte herunder,
at en Svend tjente fra 2 til 3 Rdlr. ugentlig. Naar de nu
»raabe p aa Lønforhøjelse, er det fordi, de vil tjene paa
3 Dage, hvad de bør arbejde 6 Dage for«1). Den °/4.1813
gik m an videre, idet m an fastsatte Takster for Murer- og
Tøm rerarbejde. Daglønnen blev fastsat til 4 Mrk. 8 Sk.
R igsbankpenge om Sommeren og 3 Mrk. 12 Sk. om Vin
teren. Akko rdarbejde fastsattes efter et Regulativ. I 1807
var Lønnen 2 Mrk. 8 Sk. til 3 Mrk. og 2 til 2/4 Mrk. om
Vinteren. Dette svarer set i Forhold til 1807 til en reel
Lønforhøjelse p aa 5 pCt. Den samme Forordning inde
holdt tillige Bestemmelser om Mesterlønnen, der sattes til
en F jerdedel af det, Svendene tjente.
Angrebene p aa F rim esterordn ingen fastsattes i den
kommende Tid, endda efter at der var blevet rigeligere
Udbud af A rbejdskraft. Ogsaa dette Moment kom til at
virke i Lavenes Favør, idet m an ønskede Hjælp under
Arbejdsløshed og Sygdom udbetalt af Laderne, saaledes
at de ledige og syge Svende ikke faldt Staten til Byrde.
For at sikre, at L aderne under den større Ledighed
ikke blev helt udpinte, befaledes
1J11
1824, at Svende,
n aa r de kom i Arbejde, skulde betale til Laden, hvad de
skyldte, dog højst for 3 Maaneder, og den 19/5 1826 be
stemtes det, at Mestrene skulde sørge for i Lønningerne
at tilbageholde Svendenes Bidrag. Frim esterinstitutionen
havde vist sig, i den Skikkelse den havde faaet i 1800,
hverken at være Fugl eller Fisk. Den kunde selvfølgelig
ikke, saaledes som det oprindelig var tilsigtet af Lavs*) Raadst. Ark. Meisterprotocoll der Tuchmacher.