141 / 633
Staten og Lavene
131
Diskussion om Næ ringsspørgsmaalet, som var staaende
lige til 1857.
Hvad de faglæ rte Svende angik, fik de efterhaanden
mere og mere Fornemm elsen af Samhørighed med Ar-
bejdsmændene. Her var im idlertid megen Fordom at
overvinde, idet en ærlig Gesell regnede sig fo r at være
betydelig højere p aa S traa end Arbejdsmanden. Mestre
nes F le rtal — Smaam estrene — , der naturligvis var mod
Lavenes Ophævelse, forstod at benytte sig he ra f i deres
Agitation, idet de slog p aa Solidariteten og den for Mestre
og Svende fælles Fare, som K apitalen og Industrien rum
mede. Svendenes Stilling var i denne Brydningens Tid
præget af Haabløshed og Fo rv irring . En Forening af
Oldgeseller og Lavssvende, der blev stiftet i 1850, fik
ingen større Betydning. Det eneste aktive Skridt, Sven
dene foretog sig, var i 1846 en Henvendelse til S tænder
forsam lingen i Roskilde om mere ubetinget F rihed til at
bruge det tillærte Arbejde for egen Regning, en Anmod
ning, som Regeringen ikke kunde have noget imod a t
tage til Følge. De betragtede nu Lavene med langt m ere
Ligegyldighed end tidligere, fordi de saa, at de ikke o r
ganiserede og lavsbeskyttede, Arbejdsmændene, op-
naaede større Lønfo rbed ringer end de selv. Medens saa-
ledes Haandvæ rkssvendenes Lønninger i Perioden 1840
—57 steg med ca. 50 pCt., var Stigningen for F a b rik s
arbejderne ca. 60 pCt. og for de ikke faglæ rte 70—80 pCt.
Svendene krævede som saa ofte før en af Staten g a ra n
teret M inimumsløn og henvendte sig gentagne Gange i
Fy rre rne til Regeringen herom , men fik Afslag. L øn fo r
holdene vilde Staten efter 1826 ikke mere gribe ind i.
Kommissionens Forslag, der vakte U tilfredshed til alle
Sider, blev ikke gennem ført. De komm ende Aar stod i
Fo rfatn ing sfo rand ringen s og Krigens Tegn; men efter
dennes Afslutning tog Drøftelsen af Næringsforholdene
atter F a rt. I 1851 skete der en meget vigtig Ting, idet