99 / 633
Staten og Lavene
større Uro indenfor Haandværksstanden. Der skabtes en
hidtil næsten ukendt oppositionel Aand blandt Svendene
og Drengene, over hvem Mestrene ikke mere kunde svinge
Tugtens Ris i Henhold til Lavsskraaernes Bestemmelser.
Ogsaa uheldigere Foreteelser blandt Mestrene kunde nu
lettere forekomme. Hermed kunde Statsmagten selvfølge
lig ikke sympatisere, og det var jo ikke Meningen med
Lavenes Ophævelse. Der maatte raades Bod herpaa, og
derfor udkom den
10/12
1621 Forordningen om Haand-
værkssvende og Drenge. Denne Forordning genskabte de
gamle Lavsrammer om end i stærkt modificeret Form.
Dens Hovedformaal var at komme Prisaftalerne til Livs,,
at lette Adgangen til Lavene, men tillige skaffe rolige og
ordnede Forhold inden for disse.
I Forordningen siges, at den er udstedt for at fremme
Haandværk, der er en af de fornemste Aarsager til disse
Lande og Rigers Fremvækst. De er ikke i saa god Stand
i Danmark, særlig paa Grund af Mangel paa gode Svende.
For at komme Haandværket til Hjælp skal derfor alle
Mestre i Forening med Borgmestre og Raad forfatte nogle
Vilkaar, der skulde holdes og efterkommes. De skulde
indeholde Bestemmelser om visse Læreaar for Drenge
som for Svende samt Straf for dem, der ikke holdt sig
Vilkaarene efterrettelige.
For hvert Lav skulde der staa en Oldermand. De
fik Tilladelse til at holde Lavshus, der dog ikke maatte
bruges til Drikkegilder eller til Gæstebud. Hvis en Haand-
værker ønskede at nedsætte sig, skulde han indskrive sit
Navn hos Oldermanden, men det maatte ikke forbydes
nogen at gøre sit Embede »uden uærlig Gerning«. Ikke
heller skulde nogen give eller gøre noget Gæstebud eller
Mesterstykke, naar han vilde nedsætte sig. Den, der
gjorde det, skulde straffes paa sin Formue sammen med
de gæstbudne og have sit Borgerskab forbrudt. »Paa det
den Uorden ikke igen skal indføres, som vi ved Skraaer-