98 / 633
8 8
Staten og Lavene
Saa skete der pludseligt et brat Omslag i Statens Poli
tik overfor Lavene. Ved Forordningen af
1B/6
1613 blev
»strengeligen forbudt alle Skraaer og Lavsrettigheder, da
der hersker stor Uskikkelighed og Modvillighed hos
Haandværkere og andre, som har slige«. Det skulde he r
efter staa enhver frit for at bruge sit Haandværk. Kon
gen forbeholdt sig dog i Fremtiden og efter Tidens Lej
lighed at forandre denne Bestemmelse, alt efter som det
var gavnligt for Landets Undersaatter.
Det er klart, at Lavenes Ophævelse ikke skyldes et til
fældigt Lune hos Kong Christian den Fjerde, fordi han
havde tabt Taalmodigheden med dem. Den har en langt
solidere økonomisk-politisk Baggrund. Forordningen af
1613 er ganske simpelt Ouverturen til de kommende Aars
Manufakturpolitik. Umiddelbart efter kastede Kongen sig
med en særlig Iver over Haandværket for i Henhold til
sine nu helt afklarede merkantilistiske Synspunkter at
gøre Landet saa uafhængigt af Udlandets Forsyninger
som muligt; man skulde helst producere alt selv, beholde
Pengene i Riget og skabe den gunstige Handelsbalance.
Man søgte derfor at sikre sig udenlandske Haandværkere
og indkaldte saadanne, navnlig igennem en Agent i Ne
derlandene. 1 Februar 1620 meddelte Kongen Rigens
Raad, at han fra Nederlandene havde bestilt adskillige
gode Haandværkere, som vilde komme om Foraaret. Ri
gens Raad anmoder i den Anledning Kongen om at
sørge for, at de kom til at bosætte sig andetsteds
end i København, at de ikke af deres »Omgængelse, hvilke
paa det Sted langt flere end andre Steder opholde sig,
skulde blive korrumperede og forvende«1).
Raadets Betænkeligheder viser os den for Statsmagten
mindre tiltalende Virkning af Lavenes Ophævelse. Der er
ingen Tvivl om, at -Lavsrammernes Sprængning bragte
!)
Erslev:
Aktstykker til Rigsraadets og Stændermødernes Historie.
I, p. 270.