424 / 494
413
Aar. Grundtvig hilste denne Lov som det første Skridt til
en virkelig folkelig Forfatning for Folkekirken, »saa at
den kan svare til sit Navn og vinde Folkets Yndest,,
hvorpaa dens gavnlige og glædelige Virksomhed beror.
Gid derfor dette første Skridt i folkelig Retning maa
siden følges af mange flere, saa at den danske Folke
kirke hver Dag kan blive kjendeligere fra den gamle
Statskirke, som jeg tør sige alle Provster, Biskopper,
Paver, alle Konsistorier, Synoder og gejstlige Kancelli
departementer i deres Øjne kun var et Tugt- og For
bedringshus, der ikke blot som alle den Slags Huse
var mest skikket til at fordærve det gode og forværre
det slette, men ogsaa ved at være en Tvangsanstalt i
Hjærtets frieste og helligste Anliggender maatte under
grave al Samvittighed og Sanddruhed og dermed blandt
andet give de iskolde Spottere, der altid hænger
som Istapper under Kirketaget, rig Anledning til at
udraabe fra Tagene, hvad de ogsaa nu udraaber højt
nok, at vi alle sammen maa være Løgnere og Hyklere.
Derfor, i Kirken, som i Staten og Skolen: Trældommen
dø, og Friheden leve, om saa al Verdens Provster,
Bisper og Paver heller vil dø »med Trældommen end
leve med Friheden«. Og til Slutning udtalte han sin
Forvisning om, at »ved Sognebaandets Løsning opløses
ikke noget Enigheds-, Kjærligheds- eller Tillidsbaand,
der virkelig i Sandhed er til Stede; der .aabnes kun
Lejlighed til, at det kan knyttes der, hvor det fattes«.
At det under Kierkegaard som Kultusminister lykkedes
at føre Valgmenighedsloven igjennem, skyldes selvfølge-
lig ogsaa, om end kun middelbart, Grundtvig.
Ogsaa hans anden store Livstanke, Højskolesagen,