419 / 494
408
Antal Exemplarer, der ikke kom i Handelen, men blev
uddelt til forskjellige, men blandt disse var Grundtvig
ikke.
»Det faldt mig meget mistænkeligt«, fortæller
han i Kirkespejlet, »og da derfor Stemann formanede
mig til smukt at holde Fred, forsikrede jeg ham vel
om min Beredvillighed dertil, men gjorde ham opmærk
som paa, at den ny Alterbog ventelig vilde yppe en
Kiv, der gjorde Freden umulig. Excellencen betroede
mig imidlertid, at han saa’ helst, det blev ved det
gamle, og at naar jeg fik Bogen, kunde jeg jo skrive
imod den saa skarpt, som jeg vilde; og da jeg be
mærkede, at hvor det hos Biskop Mynster gik i Venne-
vold, var jeg vis paa at staa udenfor, bemærkede den
gamle, at han turde dog vædde med mig, at Biskoppen
sendte ogsaa mig Bogen. Det skete naturligvis ogsaa,
og jeg saa’ da med Forbavselse, at Biskop Mynster
virkelig efter Professor Clausens Forslag i Bogen om
Katholicisme og Protestantisme vilde have Daabspagten
aldeles afskaffet ved Barnedaaben og dog fremdeles
have Barnedaaben gjort til en tvungen Sag, saa her
efter skulde Daabspagten i den danske Statskirke kun
oprettes med de Jøder, som mulig vilde træde ind i
den«. Der blev fra flere Sider nedlagt Indsigelse her
imod, og det vægtigste Ord udtalte Grundtvig i »Fri
sprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en
ny Alterbog« (1839). Han hævder i dette Skrift, hvor-
paa der som Motto staar: »Vi har ikke atter annammet
en Trældomsaand«, at hvor det som i England staar
enhver frit for at prædike Evangelium og forrette og
nyde Sakramenterne, som han vil, uden for Statskirken,
der er der Mening i at have en »forordnet« Alterbog,