414 / 494
403
friheden, at han, skjønt han følte sig fuldstændig
Overensstemmelse med Statskirkens Symboler og Be
kendelsesskrifter, vilde komme til at staa som den,
der havde sekteriske Tendenser.
Nu havde hans
s trængt kirkelige Opfattelse imidlertid i Aarenes Løb
vundet stærk Tilslutning, Rationalismen havde tabt
meget af sin Magt, og han havde derhos i Sogne-
baandets Løsning og Præsternes Lærefrihed paavist en
sikker Udvej til at betrygge den enkeltes Samvittigheds
frihed. Ganske vist var Maalet i saa Henseende ikke
naaet endnu, men Udsigterne til, at det vilde blive
naaet, klarede sig mere og m ere1), og da han, ikke
blot af rent personlige Grunde, i mange Maader maatte
finde den Stilling, han indtog som Præst uden Embede,
afskaaren fra Retten til at forvalte Sakramenterne og
til at konfirmere sine egne og sine Venners Børn,
unaturlig, »hvor misundelsesværdig fri og behagelig
den end i øvrigt var«, er det let at forstaa, at han med
Glæde greb Lejligheden, da just dette Embede tilbød
sig.
Her var ingen Baand, som han ikke med Ro
kunde bære — Stiftelsen for nogle Hundrede gamle
Mænd og Koner udgjorde hele Sognet, for øvrigt kunde
han som i Frederiks Kirken samle den Menighed om
sig, der i Aarenes Løb havde sluttet sig til ham og
delte hans Syn, saa at han i Virkeligheden stod næsten
lige saa frit som før. Intet Under derfor, at han, som
J) Et Forslag om Sognebaandets Losning var faldet i Stænderfor
samlingen
1838
, men dels var den Majoritet, der forkastede det,
ikke stor —
35
Stemmer imod
28
—, og dels var der mange
betydelige Mænd i Mindretallet, saa at der i Virkeligheden var
vundet en „moralsk Sejr“ for Sagen.
26
*