409 / 494
39
8
vig holdt sit sidste Foredrag paa Borchs Kollegium,
i den Sang, hvormed han i Forsamlingens Navn hilste
ham, sige:
„Ja, i m ange tu n g e D age
h a r du æ rlig stridt,
m iskjendt, u d en K ly n k og K la g e,
til d it H a ar blev h v id t. —
H eld , m en S ejer h a r du vundet,
sn art er D øgnets N a t forsvundet,
snart skal A an d en s Sol fra N o rd e n
fu n k le over Jo rd e n .“
Han følte ogsaa selv, at Sejrens Stund nærmede
sig, men ét var der, som trykkede ham haardt og
gjorde ham hans Stilling som Præst uden Embede
utaalelig i Længen, det var den tvungne Konfirmation.
»Og da mine egne Sønner naaede Konfirmationsalde
ren«, fortæller han i Kirkespejlet, »faldt det mig saa
tungt paa Hjærte, at jeg fandt, dette Baand maatte
løses eller sprænges; thi vel kunde jeg personlig und-
gaa Kampen ved at lade mine Sønner konfirmere af
en venlig Præst paa Landet, men baade fandt jeg det
dog næsten utaaleligt at være Præst og ej turde kon
firmere sine egne Børn, og ukjærligt, nu da Mynster
var bleven Biskop x), at lade mine kristelige Venner i
Hovedstaden være i den Vaande, de ikke nær saa let
som jeg kunde undvige. Jeg ansøgte derfor Kongen
om Tilladelse til at turde konfirmere mine egne og
gode Venners Børn og fandt Kongen ikke ugunstig
stemt derfor, men da jeg nok vidste, det vilde fornem
melig komme an paa Biskop Mynsters Erklæring og
x) S iden 1834.