415 / 494
404
han udtaler i sit »Aabent Vennebrev til en engelsk
Præst«, i denne Ansættelse ikke blot saa’ »et nyt
Bevis paa Majestætens uforanderlige Naade og Tillid,
som jeg gjennem snart en hel Menneskealder har haft
vidunderlig meget at takke for«, men ogsaa »en kjær-
lig Tilskikkelse af Forsynet«.
Ved den lille Hospitalskirke virkede Grundtvig i
over en Menneskealder, lige til sin Død.
Til den er
hans Præstegjerning først og fremmest knyttet, ikke
blot fordi den her strakte sig over saa langt et Tidsrum,
men ogsaa fordi det var her, det ganske særlig lykkedes
ham at samle en sjælden talrig og trofast Menighed
om sig, »en Kjærne til en kristelig dansk Frimenighed,
der, da den udelukkende holder sig til den apostoliske
Trosbekjendelse og Herrens egne Indstiftelser, vistnok
mindst af alle de nu saa kaldte kristne Kirkesamfund
med rette kaldes en Sekt, men som dog ganske rigtig
har den kirkelige Ejendommelighed kun at kræve Enig
hed om , hvad der har været fælles for a l l e troende
og døbte, og kun at søge det ny, aandelige Liv i
Ordet til os af Herrens egen Mund ved hans egne
Indstiftelser«.
Der er bleven rejst den Indvending
imod Grundtvigs Kristendomsforkyndelse, at den sav
nede »det dybest religiøse, det sjæleplejende og sjæle
førende, det, der gaar ind paa de indre Veje og de
indre T ilstande«1), og der er for saa vidt noget be
rettiget i denne Anke, som Grundtvig i sin Prædiken
altid mere er optaget af de store Syner, af »det
verdens- og folkehistoriske, af det Verden og Tiden
r)
Martensen „At
Levnet“ S.
42
.