413 / 494
P R Æ S T I V A R T O V .
1839— 1872.
VII.
D et kan ved første Øjekast synes paafaldende, at
Grundtvig efter den Stilling, han havde indtaget til
Statskirken, nu kunde bekvemme sig til at modtage
et Embede i den, og det er da ogsaa bleven opfattet
som maaske den største af de »Svingninger«, hans Liv
skal være saa rigt paa.
Ret beset forholder det sig
imidlertid gjennemgaaende saaledes med disse Sving
ninger, at de ikke betegne en Opgivelse af et tidligere
Standpunkt og et Spring der fra over til et nyt, men er
Resultatet af en Udvikling, en Uddybelse af hans Er-
kjendelse, saaledes at det, der løselig set er en Sving
ning, et Omslag, i Virkeligheden er en Frem^adskriden,
hvis logiske Konsekvens bliver ganske klar, naar man
tilbørlig agter paa Mellemleddene. Saaledes ogsaa med
denne. Situationen paa det Tidspunkt, da han tog sin
Afsked som Præst, og nu, da han atter indtraadte i
Statskirkens T jeneste, var væsentlig forskjellig. Han
opgav sit Embede, fordi den herskende Rationalisme
truede med at lægge saadanne Baand paa Samvittigheds-