418 / 494
407
er nu i det hele taget forbi — det sidste Arbejde af
denne Art er »Haandbog i Nytaarstidens Historie«
hvormed hans store Verdenshistorie afsluttedes, og som
kun naar til det syttende Aarhundrede. Han var, som
vi have se t, i 1838 ogsaa uden for Kirken kommen i
den levende Berøring med sin Samtid, hvortil han saa
længe havde følt Trang, og en bestemt Stræben efter
i langt højere Grad end tidligere at gribe umiddelbart
ind i Forholdene for at paavirke dem ud fra sit ejen
dommelige Livssyn træder nu i Forgrunden. Naar man
betegner Grundtvig paa noget som helst Punkt af hans
Liv som »Videnskabsmand«, maa det altid forstaas paa
en egen Maade, fordi de Arbejder, hvori han fortrins
vis har nedlagt Resultaterne af sin Granskning, altid,
som for øvrigt alt, hvad han ellers har skrevet, ere
stærkt prægede af hans Subjektivitet, men Videnskabs
mand maa han for saa vidt kaldes, som hans Gransk
ning altid er lige saa grundig som omfattende. I denne
sidste D el af sit Liv er han imidlertid ved Siden af, at han
er Præst, mindre den granskende Videnskabsmand end
den i Studerekamret og i Livet modnede Stridsmand
for bestemte praktiske Ideer, som han paa de forskjel-
lige Omraader, hans Blik omfatter, ufortrødent arbejder
paa at føre ud i Livet.
Det var for saa vidt et vanskeligt Øjeblik, i hvil
ket Grundtvig atter indtraadte i Statskirkens Tjeneste,
som Spørgsmaalet om Ritualforandringerne atter var
paa Bane. D et var blevet overdraget Biskop Mynster
at udarbejde en ny Alterbog, som saa skulde bedøm
mes af en Kommission, i hvilken Biskoppen selv var
Formand.
Bogen blev foreløbig trykt i et begrænset