416 / 494
405
forbedrende og omdannende« end af de forskjellige
sjælelige Tilstande hos den enkelte.
Lønkammer-
Kristendom er han ganske vist saa langt fra at præ
dike, at det ejendommelige ved hans Kristendomsfor
kyndelse just er hans Hævdelse af Kirkens Betydning
som det Samfund, i hvilket den enkelte Kristen med
Opgivelse af sin Enkeltstilling skal og maa føle sig som
Lem. Men er der end paa dette Punkt ganske vist
for saa vidt en Begrænsning, som »det sjæleplejende
og sjæleførende« i højere Grad, end det findes hos
ham, hører med til Idealet af Kristendomsforkyndelse,
synes der hertil med fuld Føje at kunne svares, »at
Herren har sørget for, at der i hans Menighed er for-
skjelligt affarvede forkyndende Personligheder: Apostler,
Profeter, Evangelister, Plyrder og Lærere, og kan en
af Guds Naade, om end i Skrøbelighed, fylde en af
disse Stillinger, da kræver Herren ikke mer af ham,
og vi har endnu mindre Ret til at kræve mere«, lige
som ogsaa det Spørgsmaal uvilkaarlig paatvinger sig:
»naar et saadant Vidnesbyrd [som det om Kirkens
Betydning for os] lyder fra en højt begavet, højt be-
naadet Mand, skal vi saa staa og ikke kunne glæde os
over hans F ingerpeg, fordi der er noget, han ikke
særlig betoner? Eller skulle vi sige: »det dybest reli
giøse« savnes hos Manden? Hvad er det dybest reli
giøse? Det er, fø r Troens Vished er til Stede, den
dybe Længsel og Higen i vor Sjæl efter at blive gode
Venner igjen med vor himmelske Fader, fra hvem vi
ere affaldne, og det er, efter at vi have taget ved
Troen, den dybe Følelse af Fred med Gud. Men
skulde d e t Vidnesbyrd ikke kunne træffe det dybest