420 / 494
409
»men her, hvor det er ikke blot en borgerlig Velfærds,
men en personlig Friheds Sag at træde ud af Stats
kirken, og hvor man, ogsaa efter Hr. Biskop Mynsters
Forslag, skal ved »daglig Mulkt« tvinges til at lade
sine Børn døbe i Statskirken, her er det jo forskræk
keligt at høre Sjællands Biskop paastaa, at hvad det
end maatte behage den verdslige Øvrighed at fore
skrive ved Sakramenterne, saa skal alle Præster sige
det eller nedlægge deres Embede« — med andre Ord,
Præstefrihed og Sognebaandets Løsning er ogsaa hel
det stadige Omkvæd. Mynster afviste haanlig Grundt
vigs Indlæg, og det saa’ atter ud til en langvarig Kirke
kamp; men nu traadte Sagen ind i et nyt Stadium.
Fortalen til »Frisprog« er dateret den 6te Novbr. 1839.
En Maaneds Tid efter (3dje Decbr.) døde Frederik den
sjette, og saa døde Alterbogssagen hen med det samme,
som i det hele taget de kirkelige Stridigheder nu fore
løbig trængtes tilbage af de politiske, der i Fyrrerne
opslugte saa godt som alle andre Interesser.
En for Kirkelivet højst betydningsfuld Sag var der
dog, som under Kristian den ottende var Gjenstand
for ivrig Forhandling, og ogsaa her spillede Grundtvig
en fremtrædende Rolle, det var Salmebogssagen. Det
var almindelig erkjendt, at den gamle »evangelisk
kristelige Salmebog« fra 1798 med dens fade, tørre
rationalistiske Salmer og dens Udvanding af de gamle
Kirkesange var alt andet end tilfredsstillende. Paa den
anden Side var Grundtvigs Sangværk slaaet stærkt an,
og Erkjendelsen af, at den danske Kirke i ham havde
en Salmedigter, der ikke stod tilbage for Kingo og
Brorson, var allerede temmelig udbredt. Efter Myn