426 / 494
415
Danmark, gamle Skjoldung-Rige,
hvor fra Arilds Tid
Sunde, Bælte, Fjorde, Vige
vinked Snekker hid!
Hils dem fra de grønne Skove
mildt paa Øresundets Vove,
naar igjen de liljehvide
vrimle under Lide.
Blidt, som dine Vover blaane
under Sommersky,
hils dem under Sol og Maane
fra din Skole ny,
hvor dit Modersmaal skal raade,
Tungen løse Hjærtets Gaade,
Lyset, som dertil er givet,
kaste Glans paa Livet.
Digtet traf Kongen paa Dødslejet, og efter hans
Bortgang var der ikke Tale om Sagen, før end Grundt
vig bragte den frem i den grundlovgivende Forsamling,
hvor han rettede en Forespørgsel om den til den da
værende Kultusminister, Madvig.
»Den Højskole i
Sorø, som jeg spørger om«, sagde han, »er da natur
ligvis den, som Kong Kristian den ottende oprettede i
sit sidste Regeringsaar, som han helligede sine sidste
Tanker, men som ogsaa synes at være sjunken med
ham i Graven. Det var en Fløjskole, som efter hans
Mening og Bestemmelse skulde paa den ene Side
aabne Adgangen til en friere Dyrkelse af Videnskaberne,
end den i Kjøbenhavn har fundet Sted, og paa den
anden Side give hele Folkeungdommen uden Hensyn
til Stand eller Syssel Adgang til at faa bedre Grund i
Modersmaalet og en bedre Oplysning om Fædrelandet
og alt, hvad dansk er, end der hidtil har været nogen