431 / 494
4 2 0
hundrede, der med hvert Aar, ja med hver Dag, end
sige med Højtidsdage som disse, bedre svarer til sit
Navn: det nationale, det folkelige, nu ler og græder,
tænker og kæmper man sig vel efterhaanden ud af den
fortvivlede Tankegang, der truede med at gjøre alle
Folk og alle Mennesker lige dumme, slette og slaviske
som den eneste Maade, hvorpaa de kunde blive lig e
kloge, lig e gode og l i g e fri; men hvad man kæmper
sig ud af, det er man naturligvis endnu mere eller
mindre selv inde i, saa det maa ikke undre os ogsaa
i vore Dage at høre løjerlige Ting om Nationaliteten,
høre Tale om den østerrigske Nationalitet i Bøhmen,
Ungarn og Lombardiet, om den svenske i Finland og,
jeg tror, om den norske i Finmarken, ja høre Tale om
en splinterny udelukkende skandinavisk Nationalitet,
der skulde opsluge de gamle tr e i Norden, naturligvis
ligesom Faraos magre Køer slugte de fede, men blev
dog ikke selv fede deraf. Dog alt saadant hører til
Overgangstidens Pinagtighed og bør ikke komme nogen
til Skade paa hans gode Navn og Rygte«. Han for
talte om, at der stod baade i den svenske Vestgøtalov,
i den gammeldanske Rimkrønike, og han troede ogsaa
i en gammel norsk Bog, at naar i Fredstid Kongerne
fra de tre nordiske Riger i gamle Dage mødtes paa
Hisingen eller Danholmen, saa holdt den ene Konge
ved Bidslet og den anden ved Stigbøjlen, medens den
tredje steg til Hest, og at man naturligvis i Middel
alderen trættedes om, hvilket Lands Konge det var,
som havde saa kongelige Staldmestre.
Han foreslog
imidlertid et godt Forligelsesmaal, hvorved vi fik alle
R et, idet vi forudsatte, at Nordens Konger, naar de