433 / 494
422
gjæstede de danske, og at Kristiania kappedes med
Kjøbenhavn, Norge med Danmark om at gjøre Gjæst-
mildheden og Fostbroderskabet fra 1851 endnu prise
ligere og mere uforglemmelige end desamme fra 1845,
thi det baade spaar og lover, baade varsler og be
kræfter, hvad der vel alt længe var .ymtet og skjaldret
om, men hvad der endnu tit grines og snærres ad,
en virkelig aandelig og hjærtelig Forbindelse mellem
de tre nordiske Folk og R iger, saa de i Sammenstød
med de fremmede staar Last og Brast med hinanden
og søge hos hinanden til Jævnshold al den Hjælp, Af-
vexling, Udfylding, Huro og Væddestrid, som de attraa
og behøve, medens de netop for at kunne finde hos
hinanden, hvad de mere eller mindre savne hos sig
selv, og tillige fordi de ære Menneskeheden og elske
Fribaarenheden hos hinanden, afHjærtet unde og ønske
hinanden al den Frihed, Ejendommelighed og Selv
stændighed, som de unde og ønske sig selv«. Til
Slutning endnu blot én karakteristisk Udtalelse til Be
lysning af hans Syn paa Nordens Enhed. Han mente,
at dersom enten Norge eller Sverige havde taget kraf
tig Del i Danmarks treaarige Kamp for sin Frihed og
sin rette Grænse, »som en Kamp for Højnordens Frihed
og Selvstændighed i det hele«, eller dersom en af
Kong Oskars Sønner havde taget virksom og hæderlig
Del i Kampen, da kunde det maaske den Gang have
været betimeligt at vælge en af dem til Tronfølger i
alle tre nordiske Riger, nu maatte Spørgsmaalet om
en udvortes Forening skydes til Side som ubetimeligt.
Som tidligere holdt han derimod paa Oprettelsen af
et fast, uopløseligt nordisk Forbund, og »naar vi kun