434 / 494
4 2 3
vilde flittig benytte den Lejlighed, som derved aabnede
sig for os, og den stærke Drivfjer, som laa i Forbundet
til at udvikle og udbrede højnordisk Oplysning efter
en forstørret Maalestok, da er jeg sikker paa, at baade
skulde det nordiske Forbund findes uopløseligt og føre
til en bestandig friere og frugtbarere Vexelvirkning
mellem Højnordens Folkestammer, og det maaske netop
sikrere, jo mere det gik i Langdrag med en fælles
Overstyrelse, der er til langt mere Skade end Gavn,
saa længe ikke Understyrelsen af de større og mindre
Deles egne Anliggender, eller hvad man paa Pludder-
vælsk kalder det kommunale, har baade faaet sit rette
Omfang og vundet Fasthed til at hævde sin Frihed
inden for sine afstukne Grænser . .. A t Nordens Folke
stammer samlede udgjøre et af Menneskeslægtens
Hovedfolk og har som saadant en egen Aand eller
Livs-Kraft og et ejendommeligt Storværk at øve til
Ære og Gavn baade for sig selv og for hele Menneske
slægten, det er min lige saa faste som gamle Overbevisning,
og deraf følger, at det første Kæmpeskridt til Forening
mellem Højnordens Folk og Riger maa være Vækkelsen
af den længe sovende Følelse og Klaringen af det
gruelig formørkede Syn, at Højnordboerne fra Arilds
Tid i alle udvendige Forhold udgjøre kun ét stort Folk
med én og samme Kæmpeaand, og at selv i de ind
vendige Forhold kan og skal der altid finde en lige
saadan Forening Sted som mellem Aser og Vaner,
mellem Kæmpeaanden og Freds-Disen, som enes om,
at kun den tilkæmpede Fred, hvormed Friheden følger,
er den ægte Fred, men at for andet end Freden skal
man aldrig strides . . . og fordi denne højnordiske Livs