430 / 494
419
De liberale Bevægelser i Fyrrerne tog Grundtvig
ingen Del i, ja hele de unge Frihedsmænds Raaben
paa en Konstitution var ham, som vi senere nærmere
skulle se, i høj Grad imod. Derimod var han med Liv
og Sjæl med i den nationale Bevægelse, og det ikke
blot for saa vidt den gjaldt Sønderjylland, men ogsaa
for saa vidt den gik ud paa vække og styrke Bevidstheden
om Nordens Enhed, som han dog, som vi have set, op
fattede noget anderledes end »Skandinaverne«, idet det
nærmest kun var dens aandelige Side, der laa ham paa
Sinde.
Han var og følte sig som Nordbo, men først
og fremmest følte han sig som Dansk, men med denne
stærkt betonede og stadig fastholdte Begrænsning del
tog han med Iver og Varme i Bestræbelserne for at
bringe Nordens Folk nærmere til hverandre. Han var
et ivrigt Medlem af »Skandinavisk Selskab«, hvor han
holdt flere fortræffelige Foredrag (»Om Nordens histo
riske Forhold«, 1843, »De historiske Minders Betyd
ning« 1845, »Nordens historiske Minder«, 1847 o. s. v.);
han deltog i Studentermødet i Kjøbenhavn 1845, var
med paa Studentertoget til Kristiania 1851 og deltog i
mange Aar stadig i den skandinaviske Fest til Fædrenes
Minde. Klart og smukt gjorde han ved det første af
de nævnte Studentermøder, da han havde faaet det
Hverv at udbringe Nationalitetens Skaal, Rede for sit
Syn paa Folkesagen i Norden. »I forrige Aarhundrede,
da jeg blev født«, sagde han, »da var man saa langt
fra at oversætte Nationalitet ved Folke-Lighed, at man
fandt det soleklart, at alle fornuftige Folk maatte be
tragte sig som »Verdensborgere«, der fandt deres
Fædreland, hvor de fandt deres Brød.
I vort Aar-