432 / 494
421
mødtes som gode Venner, skiftedes til at hjælpe
hinanden i Sadlen, og at, naar en af dem var
meget ældre og tungere end de andre, eller
havde nylig gjort noget, som hele Norden havde Gavn
og Glæde af, eller var for Øjeblikket svag af Saar eller
anden Syge, da var begge de andre lige gode om at
hjælpe ham op.
Og som Nordens folkelige Konger
da hjalp hverandre, saa skulde nu ogsaa Nordens
kongelige Folk hjælpe hverandre, saa de fremmede,
naar de vilde Norden til Livs, kunde altid finde et
kronet Hoved fast i Sadlen. Overhovedet udtalte han
om det fælles og særegne, at ogsaa han kunde kalde
Norden treenigt, naar det var Trefoldigheden ufortalt,
da Aanden er kun én, idet Nordens Aand er den store
Folkefader i alle tre Riger, men der er dog et trefol
digt Moderskjød, altsaa tre Folkehjærter, men at Fælles-
aanden aldrig kunde modtages og beholdes i Snæver-
hjærtethed og hadsk Misundelse, men kunde kun virke
i venligt Fællesskab og i Friheden, der naturligvis ikke
fremmes ved Tvangslove, men sætter sig selv sine
Grænser, og hvori alene den ægte Orden og Skjønhed
fremkommer, som er levende Enhed i fri Mangfoldighed1).
Efter Hjemkomsten fra det andet Studentermøde, han
deltog i, skrev han :2) »Hovedsagen ved min norske
Rejse, som jeg tog levende Del i, er nemlig ogsaa for
mig, at det var svenske og danske Studenter, der i
Flok og broderlig Forening gjæstede de norske Studen-
ter, ligesom de norske og svenske for sex Aar siden
J) Anført efter H. Brun: Grundtvigs Levnedsløb.
2) I „Danskeren“,