440 / 494
429
har arbejdet mig ind i det danske Modersmaal og i
den nordiske Kæmpeaands Billedsprog og Tankegang,
alt, hvad jeg kan bidrage til, at eders danske Højskole
kan blive en Mimers Brønd, hvortil Konger ride for at
søge Raad, det skal være uspart, thi for min Person
har jeg intet Ønske mer i denne Verden, saa jeg øn
sker kun at leve lidt endnu for ikke at tage med mig
i Graven, hvad der gav mig Øje for Menneskelivet og
Verdens Løb, gav mig Magt over Modersmaalet og
gav mig baade Mod og Kraft til, naar det gjaldt, at
trodse al Verden med de jævne, gammeldanske Ord:
heller dø med Æren end leve med Skam, og før dog
lade sig flaa end krybe i en andens Skind, om det saa
var den romerske Kejsers!«1)
Da Oprøret brød ud, talte ingen kraftigere og mere
vækkende Ord til det danske Folk end Grundtvig;
baade i Tinget og i Pressen hævdede han varmt og
stærkt vor gode Ret og opfordrede til at værne om
den i Tillid til Gud og Danmarks Lykke. Han maatte
have et Organ, hvor han udførlig kunde udtale sine
Tanker om Folkesagen baade i den ene og den anden
Retning, og fra 1848—51 udgav han Ugebladet »Dan
skeren«, som han saa at sige helt og holdent skrev
selv. Men selv det var ham ikke nok; han udgav Flyve
blade, hvori han drøftede saadanne praktiske Spørgs-
maal som Blokeringen af de preussiske Havne, Forslaget
til en ny Skatteudskrivning under Krigen o. s. v. Først
og fremmest maa dog fremhæves de mange kraftige
og dejlige Sange, der blev til i disse bevægede Aar,
x) Skov-Hornets K lang mellem Skamlings-Bankerne.